Få DMI's vejrudsigt for Færøerne.

Færøerne


Føljetón om vores ophold i Klaksvik 2003/2004


Uge 27

Uha Uha nu synger det hele på sidste vers, og for I læsere er det allersidste vers, for det er sidste "ugebrev" I får. I morgen mandag begynder den store nedpakning, men hvad, vi er jo efterhånden blevet vant til det, så vi regner det ikke for så meget. Tirsdag kommer containeren, torsdag bliver den hentet, fredag formiddag drager familien fra Tröllagil, for en enkelt overnatning i Valbastad, inden flyvemaskinen letter lørdag morgen Kl.0800 med kurs mod Billund.
Vi har i den forløbne uge fået sagt på gensyn til mange mennesker og det betyder, at vi har haft en del besøg. Også mit arbejde er slut, og jeg har ferie til 1. august. Dejligt. Ja vi siger på gensyn, for vi kommer helt sikkert igen, for vi er slet ikke færdige med Færøerne, og lige nu er det hele krydret med blandede følelser, som ligger både her på Færøerne og hjemme os alle vores kære. Både Simon, Tim og jeg er parat til at tage hjem, vi savner nemlig alle jer derhjemme, og alligevel er vi enige om, at vi har haft et kanon godt år, som har været en oplevelse og udfordring for hele familien. Og her forlader vi også nogle, der vil blive savnet, både store og små. Palle siger ikke så meget, han har fået mundkurv på, det er ikke til at holde ud, at skulle høre på, at han ikke vil hjem, når et år hele tiden har været aftalen. Inderst inde tror jeg, at han glæder sig til at komme hjem til naboer, familie og cykelklubben, men han er lidt af en vagabond og trives alle steder. Og her er vi altså bare faldet godt til alle fire og er blevet en del af lokalsamfundet.
På falderebet har vi lige været på Kalsoy, en ø, vi længe har ville  besøge, og som vi kigger på næsten dagligt. Det er gerne det, der ligger nær ved, som udsættes til en anden god gang. Marias familie har et hus i Sydardalur, som de velvilligt har stillet til rådighed for vores to familier, så vi drog afsted lørdag formiddag med den lokale "rute kutter" og er kommet hjem kl. 18 i dag. Vores cykler blev sejlet over fredag aften lige pludseligt og meget impulsivt af Marias far og onkel, de skulle alligevel over og sætte varme på huset. Tim var frisk og drog med det gode skib Marco Polo. Det var godt at have cykler med, som betød en større frihed uden hensyn til bus tider. Kalsoy består af fire bygder, som delvis er beboet og resten står som fritidshuse, der er gået i arv. I Suðradalur, hvor vi tog ophold, bor der blot én familie, ialt er bygden på 8 huse, og det var meget hyggeligt og ikke mindst stille, fri for mobiltelefoner og billarm, alt var uden for civilisationen. Maria, Palle, Tim og jeg havde tænkt, at det kunne være spændende og hyggeligt at opleve Kalsoy på cykel, så det var også på cykel gennem 4 meeeeeeeeget mørke tunneller, som skaber forbindelse mellem bygderne helt til Trøllanes, en tur på 36 km tur/retur. Og vi havde god tid til at stå af cyklerne og bare nyde herlighderne. Vi gav os særligt god tid i Mikladalur, som er meget hyggelig og den største og mest beboet af bygderne (ca. 50 stk.). Bygden ejer de eneste indkøbsmuligheder, der består af en sodavands- og slikautomat. Et af vores malerier har motiv fra Mikladalur, og vi skulle lige se om det stemte overens, og det gjorde det. Maria kendte også lige en, som vi kunne låne to lygter af til resten af tunelturen, så gik det hele lidt nemmere. Kristian blev hjemme og passede deres to små piger, han havde en ny bog med, jeg er i tvivl om han nåede at få læst med en krudtuglel på 15 mdr. omkring sig. Ellers har vi hygget og spist masser af god mad og sovet længe. Trunte og jeg har været alene på fjeldtur, og vi er ikke kede af, at være alene, for vi nyder det bare. Jeg gik faktisk og blev lidt vemodig og slap en tåre, fordi det gik op for mig, at det nok var vores sidste rigtige fjeldtur, dem er vi vist blevet afhængige af. Tilbage i huset lød meldingen at Marco Polo, med besætning af Marias far og onkel, ville komme og hente os, og se det var jo luksus. For en tår kaffe slæbte de tasker og læssede cykler og sejlede os til Klaksvik, og dermed satte de punktum for en dejlig weekend.
Simon kom endnu en gang glad hjem fra en god spejderlejr, hvor han denne gang havde snuset lidt til ledertjansen. Han var den eneste fra hans patrulje, som var dukket op og den ældste, så han opholdte sig sammen med lederne og var en del af dem, som han siger. Det passer godt med, at han skal hjem og på lederkursus i Vejle.
På onsdag flytter vi ind hos Klara og PeterMartin, så vi kan få malet det sidste og få gjort rent i Trollagil inden afrejsen fra Klaksvik fredag formiddag. Hos Ole og Anna når vi lige og hilse på Zacharrias, som er på ferie hos sin far, det er lidt morsomt, at vi sådan mødes på kryds og tværs af venner og familie. Puha det bliver altså heller ikke sjovt, at tage afsked med storbønderne i Valbastað, hvor har vi haft mange gode timer sammen. Lige nu ville jeg ønske, at jeg sad i Rudkøbing og det hele var overstået. Men venner og familie om 5 dage ses vi, og vi erfarer, at I har gjort vores hus rent og ordnet haven med hækkeklipning und alles. I ER BARE SÅ DEJLIGE.
Så nu er det slut, og I skal alle have tak for ditten, datten og dutten og ikke mindst, fordi I gad, at følge med på vores hjemmeside om vores vidunderlige eventyr på Færøerne, som køre på aller sidste kapitel og aller sidste linie.

Uge 26

Ugen bragte skoleferien til Færøerne. Bøger blev afleveret onsdag, en lille afskedsfestlighed i Tims klasse mandag, og børnene dansede tramp og sang smukt dertil. Fredag var der så karakterbøger til de større klasser. Den færøske skole starter igen den 16 august. Drengene kom hjem fredag fra skolen og var lidt betuttet, for det var altså underligt at skulle sige farvel til rigtige gode skolekammerater. Det var ikke engang et på gensyn, som da vi forlod Skrøbelev skole, men et rigtigt farvel. Selvfølgelig kommer vi igen og ser til alle de mennesker vi har lært at kende, men i klasserne kommer de nok aldrig. Vi skal som forældre atter bringe en stor tak til Ósá skolen, 3. & 6. klasse og alle lærerne, som har haft vores børn.
Ugen har også bragt midsommer. På Færøerne bliver heksen ikke brændt og sendt til Bloksbjerg, men den 24. juni er Joansøka. Nogle holder den andre gør ikke. Men i Eilers familie holdes den ved et grillarrangement. Vi blev inviteret, og vejret havde taget sin pæne jakke på, så vi kunne sidde ude og spise. Da solen så trådte ned bag Klakkur blev det dog for koldt og vi trak inden for, hvor Eiler fandt sin harmonika frem og der sunget, som det plejer at blive i familien Rasmussen.
Fodbold feberen har også sat sig på Færøerne og på hele sendefladen af Svf. Her er bare den forskel at der kun en public kanal, så hvis man ikke har parabol, ja så er der bare fodbold. Og Danmark har lige tabt stort ÆV ÆV ÆV.
Fredag eftermiddag var jeg på fjeldet med Black. Vi startede på den side af fjeldet der er Blacks. Da vi kom ned ved 8 tiden, blev det et par hurtige stykker brød, hvorpå turen gik mod plantagen, hvor et arrangement  afsluttedes med en tur mod Myrkjanoyrarhagi, hvor der kan ses ned i Árnfjørður og hen over meget at Færøerne. Men som det så ofte har gjort heroppe, kravlede tågen med over fjeldet og afkortede turen opad. Så ingen udsigt, og turen gik I stedet rundt på plateauet neden for med udsigt over Klaksvik.
Henriette har som tidligere fortalt været på tur til Havnar. Mens hun har været der, har drengene og jeg været hos Elin og Otto og spise pandekager. Det er nok de bedste pandekager vi har fået til dato. Jeg skal huske at få opskriften med hjem så I også kan smage dem.
Men nu må jeg hellere overlade tastaturet til en af kvindemarchen "kvinder på ømme fødder"s front figurere, Henriette.

JAAAAAAH vi gjorde det, gik godt 60 km. til Torshavn i går som længe planlagt. Jeg sov dårligt om natten i forventning om næste dags begivenheder, og alligevel var jeg faldet i søvn ud på morgenen, og jeg havde tillige sat vækkeuret til at vække en time for sent, og vågnede 20 min. før jeg blev afhentet af følgevognen.
Dagen forinden havde to meldt afbud, fordi der var varslet dårligt vejr med regn og 18 sek./m, jeg selv er så naiv, og tror at alting nok skal lykkes, om ikke andet så kan man prøve for senere at opgive. Så er det i hvert fald forsøgt. Jeg var spændt på fremmødet og det blev til Seks Seje Sild. Afsted med færgen kl. 7.15, sammen med de lokale roer, som skulle til Suderø og dyste. Turen startede for fire af os i Leirvik gennem tunnellen til fods. De to andre kørte bilen til Gøte, hvor vores chauffør tog den et par timer senere. Endelig var troppen samlet og afsted det gik med store forventninger og højt humør. Vejret var med os med rygvind og dejlig sol, og tempoet blev sat af HannaMalla og Agnas. Da vi nåede Funning og tunellen der, begyndte yngste medlem af Kvinder På Ømme Fødder at klage over smerter ved anklen, og hun fik et lift nogle kilometer, for at droppe turen ved Broen over Atlanterhavet. Det viste sig, at hun havde en kronisk fodskade, og så er det både naivt og vanvittigt at tro, man kan gå 60 km. på asfalt, mener jeg. Så var der Fem Frejdige Finker tilbage og vi gennemførte alle fem.
Vinden tog til på Eysterø, og vi havde stik modvind med ca. 15 sek./m de sidste 38 km. til Torshavn, men det stoppede os ikke, og heller ikke vores gode humør. Vi holdt to store spisepauser på ca. ½ times varighed og nogle små tissepauser, ellers var det bare derud over asfalten. Der var en del som vidste vi var på vej, og mange biler hilste på os. De to mobiltelefonen, der var med gløede af nysgerrige sjæle, der lige ville høre, hvordan vi havde det, og hvor langt vi var nået. Vi gik i samlet trop indtil ca. 5 km før mål, der begyndte trætheden at melde sig hos nogle og truppen blev delt. Maria og jeg holdt tempoet og vores ønske om egne senge overskyggede planerne om overnatning i det fri, da vi mente vi havde fået frisk luft nok for den dag, og tiden til sidste færgeafgang var fremskreden, så vi løb de sidste km. i mål for at hente bil. De andre blev samlet op meget tæt på målet og vi er enige om, at alle gennemførte dagens strabasser. Afsted det gik til færgen med opløftet stemning, hvor Maria kørte bilen og jeg sørgede for musikken på sterioen. Bag i bilen oven i alle vores soveposer, trøjer, madrasser mm hvilede "de gamle" velfortjent deres trætte og ømme fødder. Tiden var knap til færgeafgang, og vores kære chauffør Hervør, som var taget i forvejen til Leirvik, sørgede for at færgen blev holdt tilbage i 5 minutter så vi kunne komme med. Også en anden vi havde mødt på landevejen ringede for at høre om vi nåede færgen ellers ville hun holde den tilbage. Sådan er det her, alt kan lade sig gøre. Hvis vi ikke nåede færgen kunne vi vælge at sove i bilen eller blive hentet af Helgi i hans båd. Men med venners hjælp og god vilje hos kaptajnen så nåede vi en fyldt færge, og måtte lade bilen stå i Lervik natten over. Ombord var også de lokale roer og de havde medaljer alle sammen både 1. og 2. præmier var hentet til Nordøerne og stemningen var høj ombord. I Klaksvik blev de mødt af stor folkeskare og båthorn, og vi bildte os lidt ind, at de også modtog os for vores præstation.
I dag er søndagen gået stille af, og det er blot blevet til en mindre tur med hunden. Næste søndag er sidste dag for følgeton her på hjemmesiden, for om 13 dage går turen mod Danmark og forhåbentligt til den tid bedre vejr.

Uge 25

Regn, hvis i hjemme i Danmark ikke kan huske, hvordan det er, når det regner, så skulle I aflægge os et kort visit. Vi har fået en passende mængde den sidste tid. Henriette er næsten ved at gå ud af sit gode skin i længsel efter solen. Men nu vare det heller ikke så længe før hun kan indtage en plads på Bellevue stranden i Rudkøbing til almindelige flæske stegning, hvis altså solen vil skinne, når vi dukker op i det rudkøbingensikse miljø.
Men inden det sker, så bragte ugen Simon hjem fra spejdertur i det sydslesvigske. Tirsdag aften Kl.1900 ankom hele troppen med færgen, glade, fornøjede og ivrigt vinkende fra færgedækket til lige så spændte forældre, der havde taget opstilling på kajen. Så næsten inden broklappen havde nået sin plads på rampen styrtede de afsted for at få plads til gensynsglæden.
På Simon kunne vi allerede på kajen høre, at det havde være en dejlig tur, for vi fik mange historier der og i bilen på vej hjem til Tröllagil.
Det er dejligt at have ham hjemme igen.
Torsdag havde vi et lille arrangement i Simons klasse. Vi ville gerne tage afsked med hans klasse, og dermed sige tak, fordi de har modtaget ham godt, også en stor tak til  klasselærer Tina Purkhus. Vi sendte lys, tallerkener, servietter og krus med Simon i skole om morgen, og havde aftalt med Tina at vi kom Kl.1100 med noget mad. Da vi troppede op i klassen med spagetti, kødsovs, flutes og en kage havde de dækket bord og var klar til at hygge. Det gjorde vi så en time, en udemærket måde at sige på gensyn på, når vi nu ikke har plads til at invitere hjem. Et lignende arrangement vil vi lave for Tims klasse på mandag. Ja og så har de sommerferie på tirsdag.
Beretteren har fredag aften været af øen, nærmere bestemt i Hvalvik, hvor der var Sundastevnan i denne weekend. I følge cykelklubben i Torshavn, tsf.fo, var der enkelt start fredag aften Kl.1900,og  der måtte jeg hellere over. Hele fredagen stod det med regn og friske nordlig brise, jeg trippede lidt omkring, men jeg tænkte, vejret plejer ikke at stoppe sportsbegivenheder på Færøerne, så jeg drog afsted. Fremme i Hvalvik var det blevet tørvejr, men brisen var der stadig.
Jeg blev sendt afsted som første senior. Nord ud gennem dalen 7½ km. ud i fuld modvind. Den første tanke der kom til mig efter et par 100 meter var Thomas´ (fra LCM) ord om "det er i modvinden man kan se forskellen på træningen". 20-25 km/t ud og 55-60 km/t hjem, jo der var frisk brise. Jeg er ikke sikker på min placering,fordi jeg måtte skynde mig hjem igen med færgen, men indtil nu er der ikke kommet nogle medaljer med posten!!!
Fodbold Tim, var kaldt til turnerings stævne i Gøte lørdag formiddag, så det var afgang fra Klaksvík Kl.0715. Det kom også til at stå i vandet tegn. En frisk kraftig brise fra nord med tilhørende regn, satte sit præg på fodboldenes afvikling, men børnene var ligeglade de ville spille bold.
Jeg havde for alle tilfældes skyld taget hue, handsker, regnbukser og halstørklæde med i rygsækken. Det var jeg glad for, for alt udstyr kom i brug. Tænk at stå til fodbold kamp ultimo juni måned iført vinteruniform i 5 graders varme. Nå men det har også sin charme.
P.g.a. færgetiderne blev sidste kamp mellem KÍa mod KÍb udsat, til afvikling hjemme. På vej hjem kom træneren Jakup Mikkelsen (målmanden på KÍs første divisionshold og målmand på det færøske landshold) på den gode ide, at afvikle den kamp i halvlegen i dag søndag mellem KÍ og VB. Så vi holder lige en lille pause for at gå ned og se kampen. Pause.
Så nu er kampen spillet og det var noget stort, som Tim udtrykte det, fordi alle tilskuerne til divisionskampen blev selvfølgelig siddende i halvlegen og heppede og klappede af de unge talenter. Kampen endte dog uafgjort og højdepunktet var Tim´s skud på overlæggeren. I dag skulle vi ellers have været med Ole og Anna over fjeldet fra Hvalvik til Westmanna en tur Henriette havde glædt sig meget til, men vi blev desværre nød til at aflyse pga dårligt vejr. Så det nåede vi ikke, tror vi.

Henriette og Trunte søger stadig for i alt slags vejr, at fjeldene omkring Klaksvìk bliver fast afpatruljeret for løse fugle, der trænger en "tur for lopper".
Lørdag aften var vi inviteret til Kristians kandidat fest. Kristian var jo som det fremgik i sidste uge blevet cand. theól. En masse mennesker var mødt frem for at lykønske Kristian, herfra en endnu en gang et
stort tillykke med eksamen. Her var det helt store ta´selv færøske bord med tilhørende kagebord. Henriette var leverandør af flute og boller. Bollerne var desværre blevet lidt flade, så de blev indleveret med beskeden om, at de måtte serveres som "alterbrød".

For de færingerne og andre godtfolk, der følger med her på siden, skal det oplyses at marchen "folk for ømme fødder" til Havnar forgår på lørdag den 26.juni med afgang fra Klaksvík Kl.0715. Der bliver den længe ventet gåtur på ca. 60 km. afviklet. Helgi Mørkøre har venligst udlånt sin Transit som følge/sevice bil, så nu kan der lægges skiftetøj og madpakker ind i bilen. Og dem, der har lyst til at medbringe telt til overnatning et smukt sted, kan også gøre det. Henriette og Maria er næsten 100 % sikker på en overnatning i det fri. Lige nu overvejer Henriette om ikke Trunte burde med i snor, hun er jo altid en del af teamet, når der traves, og det kunne være sjovt at se om også hun klare turen. Hvem mon klare den bedst??
Ellers er det ved at lakke mod enden med følgetónen, I får nok lige næste ugebrev med og så er det slut for i år. Det kunne egentlig være hyggeligt her på falderebet, at høre lidt fra alle jer bag skærmene.  Nu har I passivt modtaget vores beretning gennem lang tid uden at vi har hørt igen. Det gælder også I færinger, vi ved, at I tæller ca 35 % af vores læsere, så skriv lidt igen til os, gerne med kommentarer om det I har læst gennem tiden eller, hvad I ellers måtte have på hjertet. Adressen er: familien@aggedam.dk

Uge 24

Ja ja ja nu sker det. Der er ellers længere tid mellem indkomne mails, men når føljetonen svigter, så skal jeg love for, at I kommer til tangenterne derhjemme.
Nu er det ved at være sådan, at jeg ikke længere har tid til at gå på arbejde, puh, hvor er der altså meget vi skal hele tiden, men jeg må lige tage de sidste 9 vagter, og så er det slut.
Simon er jo i Slesvig på spejder tur og har været hjemmefra siden sidste søndag, og nej han har ikke ringet til sin mor for at sige hej, jeg ved, at han har det godt, men tænk hvis jeg bare lige kunne høre hans glade stemme i to sekunder.
I fredags var vi heldige at blive inviteret på fjeldtur af familien Black, nogle herlige mennesker som vi netop har stiftet bekendtskab med. Black er kunster, noget snedker et eller andet og fårebonde, og fruen er lærer på den lokale skole. Tilsammen udgør de et yderst homogent par, og er i mine øjne 100 % livsnydere. De er i færd med at bygge et lille hus på fjeldet, hvor de skal have "helle" og nyde livet, og det var blandt andet "stedet" vi skulle besigtige samt et for mig et ikke udforsket fjeld. Så kl. 20 gik turen til familiens hus uden for byen, og klatre turen op af fjeldet startede. Der var blevet lovet klar aften, men vi har klar over at det blev en tur i tyk tåge efterhånden som turen skred frem. Normalt skal man være yderst varsom med at gå i fjeldene i tåge og Tim var også noget betænkelig ind imellem, jeg selv var tryg, fordi Black kender "sit" fjeld som sin egen bukselomme, og vi blev guidet sikkert rundt. Nu tænker I nok, hvad der driver os på fjeldet i tyk tåge, men I skulle bare prøve, det var helt fantastisk, vejret var mildt og lunt og vi svedte som en hest. Samtidig er der noget mystisk over at vandre der i tågen, dels fordi intensiteten af tåge skifter dvs at nogle gange kunne vi skimte gennem skyerne, og andre gange var den der som en mur, der delte et rum i to. Ydermere føltes det som om at tågen forfulgte os for til sidst at indhente os, men selv om tågen var tyk føltes det ikke mørkt pga. de lyse nætter. Palle er et meget nysgerrigt gemyt så han legede 1000 spørgsmål til professoren og Black svarede høfligt på det hele, nogle gange ønskede jeg, at de bare ville tie stille så vi kunne nyde stilheden deroppe, den stilhed jeg nyder, når jeg går alene. Jeg selv var ikke særlig snaksalig ikke fordi, at jeg var sur, slet ikke, blot fordi at jeg nød stilheden og støjen fra fuglene på en gang. Nej jeg nød også godt at Blacks beretninger af naturens gang på fjeldet, fordi det var tydeligt, at de følger med i forandringer deroppe, hvilken sten der er skredet hvornår, hvornår de har delt sig, og hvilket huller, de har lavet i fjeldet. Fuglenes lyde havde også deres interesse og på lang afstand kunne han høre sine får rundt omkring på fjeldet. Jeg hørte dem ikke i starten. Der blev også talt om Huldufolk også kaldet "De grå" som er fabler, og som kan vise sig rundt omkring i samfundet og også på fjeldet i tåge, hvor de ofte er set, men desværre så vi ingen. De skulle efter sigende komme frem fra klippestenene og bo i fjeldet, som skulle være hult med store festsale. De varsler både godt og ondt, og mange har lyttet til deres råd og det er gået godt, og der er også historier om det modsatte. Spændende. Vi knoklede alle sammen både de to benede og de fire benede og vi nåede at se den spæde start på nybygningen dog ikke udsigten, som skulle være fantastisk. Derefter startede nedstigningen af den gamle bygdevej fra Árnafjørður (nu er der tunnel) til Klaksvik, og blacks gik med vilje på denne sti for at bevare den. Jeg havde tit svært ved at se om der var en sti, men det var der altså. Tim klarede turen godt trods ømme ben efter en dag med fodbold og svømning. Han mente, at Simon ville blive misundelig, når han hørte, hvilken dejlig tur vi havde, og midt i det hele spurgte han, om vi ikke skulle synge en fællessang. Sødt syntes hans mor. Klokken 00.30 var vi ved turens start og begivenhederne sluttede omkring Blacks køkkenbord med en kop te og en rejemad. Tak for en god oplevelse her på falderebet.
Lørdag var Palle og Tim trætte, de stod først op kl. 13.30, jeg selv var tidligere oppe for det var jo dagen, hvor vores afskedsfest skulle holdes, for dem vi holder allermest af. Det var en "forbudt for børn" fest og Tim sov hos sine reserve bedster Elsebeth og Jògvan, og hvorfor tror I, at vi ikke fik skrevet hjemmeside til mandag morgen. Godt gættet. Festen gik godt med god stemning, mad, sang og dans til klokken 03.30, hvor Palle og Anna lukkede festen, og vi var ganske få, der kunne drikke mere. Jeg har desværre glemt at tage billeder af aftenen, men så kan I heldigvis ikke se, hvem der kastede op, og sov på toilettet. Der er ét billede fra dagen derpå. Vi fik nogle dejlige tegninger i gave af dem alle sammen, ja de er faktisk tegnet af Black, og dem er vi meget glade for. Petur og Eyðbjørg skulle rejse til Danmark idag mandag, og de bliver væk i måske 4 uger, så vi er så småt begyndt at sige på gensyn, og det gør lidt ondt.

Vores gode udlejer har idag bestået teologistudiet så på lørdag skal vi til kandidatfest der. På søndag er der fjeldtur med Anna og Ole fra Westmanna til Saksun en middelsvær tur på 10 km. Og ind i mellem skal vi lige nå at holde afslutning for vores børn og deres kammerater samt arrangere hjemrejse med container, tolder og hvad der ellers hører en flytning til. Jo og så er der jo stadigvæk gåturen til Torshavn og et par dage på Kalsoy, bare vi nu når det hele. Slut for nu.

Uge 23

Sandet i timeglasset begynder at løbe hurtigere og hurtigere, se bare nu nåede det igen at blive mandag inden vi fik skrevet på føljetonen.
Årsagen er den at weekenden har stået i Norðoyastevnan tegnet. Den årligt tilbagevende byfest, med hvad der sig til høre. Men jeg bliver nok nød til at starte med 2.pinsedag i sidste uge.
Simon var på LPK-lejr (Lands patrulje kapping) i Selatrað. De grønne spejdere på Færøerne har der, en lejreplads, med alle de forhold som tænkes kan, til en spejderplads, der mangler måske lige en skov, men en lille plantage er der da. Pladsen ligger smuk placeret skråt overfor Kollafjørður i Sundini. Han var jo, som skrevet nedenfor i uge 22, draget afsted fredag før pinse. Vores meget søde genbo Sigrunn fortalte så pinsesøndag, at der var forælder dag om mandagen. Vi valgte at overraske Simon med et lille besøg. Det var godt vi tog afsted, igen en meget smuk oplevelse fik vi, selv om det holdt på med færøvejr. En glad og træt dreng mødte os derover, han kunne dog ikke helt forstå, hvad vi lavede der. Solen havde skinnet i 10 minutter og de havde sammenlagt været inde i et hus en ½time, så han sov fint på sofaen da vi nåede tilbage til Tröllagil.
I skrivende stund er Simon så igen på spejdertur. Dagen oprandt, hvor turen til Tydal i Sydslesvig skulle løbe af stablen. Søndag formiddag Kl.1000 var der mødetid ved "Dúgvan". 14 spejdere og 4 ledere er draget afsted i 9 dage. Henriette havde nattevagt så hun hjembragte morgenbrød og vækkede os så vi kunne hygge os inden han skulle rejse. Så nu nyder Tim at være "græs" ene barn.
Men som jeg startede med at skrive har dette vikuskifte stået på Norðoyastevnan. Jeg har bistået de grønne spejdere med, at rejse en klatre væg, som stod i tivoliet. For dem som har set Klaksvik, stod det lille tivoli på pladsen bag den store fodbold tribune og vejen der fører op til skolerne. Tivoliet bestod at forskellige foreningers tombolaer, fiskedamme, skydetelte & hoppeborge, og ja så også en klatre væg.
Torsdag aften var jeg sat stævne bag KFUM/K for at samlet denne væg. Det viste sig at være en helt ny og aldrig før samlet væg. Da klokken var 0130 syntes jeg det var på tide at sige stop for aftens dont. Da var den kommet op og stå i tivoliet, men manglede plader, klatresten og efterspænding. Fredag forsattes der fra kl.1330. Jeg stoppede dog Kl.1600 for at tage med Tim til fodboldstævne i Leirvík og færgen sejlede 1615. Jeg var forbi sent fredag aften for at høre hvad tid de var blevet klar, "sådan ved 2200 tiden" lød svaret og så var det kun den ene side af væggen der kunne bruges.
Norðoyastevnan er også sport. Det helt store trækplaster er kaproning i de traditionelle færøske både, 6, 8 og 10 mand plus styrmand. Start lørdag eftermiddag, tre distancer 1000, 1500 og 2000 meter, mænd og kvinder for sig, og aldersmæssigt fra 14 år og op. Mållinien er midt i havnen. I det tidsrum der er kaproning ligge færgen til Leirvík stille. Alle heats bliver transmitteret direkte i útvarp, radioen, så alle kan følge med.
En af Henriettes kollegaer har sit hus helt nede i strandkanten og 30 meter før mållinien, havde inviteret os, til at se kaproningen fra hendes altan. Vi tog imod tilbudet og så de sidste 5 heats.
Betydningen af disse kaproninger, kan ses ved at færgen "Smyril" der sejler til Suderoy, bruges til at transportere bådene fra de andre byer, bygder og øer til de stævner der holdes, så altså igen sejlads på Suðuroy, når der er kaproning.
Udover roning var der fodbold, løb og gadecykelløb. Henriette havde ikke lyst at deltage i løb, men jeg havde pudset formen af, på den sorte racer og mødte til start. Start ved telefonbutikken, hen forbi skolen, ned forbi stadion, gennem rundkørsel og op til telefonbutikken. 45 minutter + en omgang. 8 var til start. 6 seniorer og 2 juniorer. 2 mand skilte sig fra midtvejs i løbet, så dem lod vi køre om første og anden pladsen. En udgik med skade. Kampen om 3 pladsen, kom til at stå på de to sidste omgange. Vi måtte lige af cyklerne p.g.a. et lille barn som stod midt på vejen i det mest krævende sving. Hverken barn eller cyklister kom noget til. Jeg syntes jeg havde lagt mig så meget frem at jeg kunne køre tredjepladsen hjem, men som det så ofte før er set i cykelløb, kom konkurrenten snigende højre om og kastede sin cykel frem på målstregen og hensatte mig til en 4 plads, øv.
Norðoyastevnan er også andet end sport og tivoli. En udpræget lyst til at spise godt og skylle godt efter samt at besøge hinanden og feste. Byen vågner først rigtig igen her mandag efter kl.1200. Tim har først skulle møde i skole kl.1150 og så havde han kun en time, så hjem igen, og mange butikker åbner først kl.1300.
Lørdag midnat var der musik ved Klaksvikar hornorkester, taler og fyrværkeri ved Vágstun (den lille plads ved rundkørselen) og søndag Kl.1400 var der optog gennem byen med børn og unge fra spejdere, gymnastikforeningen, idrætsforeningen og hesteklubben igen med hornorkesteret i spidsen samt faner. Vágstun var igen målet, taler og mere musik.
Klaksvik folkemindesamling havde samtidig et optog med folk klædt i dragter som for 100 år siden. Fiskere, bønder, fuglefængere, brudepar, jo meget smukt var det. De gik til fodboldplænen hvor der blev holdt foredrag om hvorledes de ting som de havde med blev brugt og hvad deres beklædning bestod af.
Så kære læsere, i kan nok se at sandet i glasset til tider løber næsten for stærkt. Men vejret, det er alligevel utroligt at sandet kan løbe for det får ellers noget regn. Det regn og tåge vi ikke har haft endnu, det har været her i den uge der lig er gået. Jeg kan ikke huske hvordan det er, solen ser ud, men som de ukuelige optimister vi er, "regner" vi med at den kommer i denne uge.
På genlæs i uge 24.

Uge 22

Hej hej derhjemme foran skærmene. Hvis I bare vidste, hvilket liv vi lever her på Færøerne, så ville I ikke gå derhjemme i hverdagens trommerum, så ville I tage ud og opleve al verdenens kulturer. Lige nu har jeg det meget underligt, fordi det hele lakker mod slutningen af vores eventyr. Tænk at vi som familie er så privilegeret, at vi har skabt en hverdag her på Færøerne, der er lige så god som den vi har hjemme i Rudkøbing, og selvfølgelig har den været mere spændende, fordi det hele har været nyt og udfordrende.
Vores tid tilbage heroppe er knap og alle vores weekender er besat inden hjemrejsen, og der er stadig en del vi skal nå. Vi skal have sagt ordentligt farvel til alle de vidunderlige færinger vi har omgås dette år, børnene skal også sige farvel til venner og klassen og vi har stadig 3 udflugter på programmet. En vandretur over fjeldene fra Westmanna til Saksun med Ole og Anna, og datoen er endnu ikke på plads, en vandretur til Torshavn sidste weekend i juni, og først i juli skal vi et par dage til Kalsoy inden vi skal pakke huset ned. Indimellem skal vi have malet noget af huset, og have holdt en ordentlig fest. Alt det betyder, at vi desværre har set os nødsaget til, at sige nej til et sidste besøg fra Danmark. Desværre gik det ud over onkel Helge og faster Inge, vi ville så gerne have vist dem nogen af Færøerne og have indviet dem i vores hverdag her, men vi kan ikke nå mere, og den sidste tid heroppe vil vi gerne bruge på os selv og på de mennesker vi har mødt.
I denne uge har vi haft forår i 3 herlige dage, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel og alle færinger incl. os selv har haft travlt med udendørs gøremål. Palle og nabo Ejler har malet stakit og murværk, og det har lydt meget fornøjeligt. Palles racer er kommet ned fra krogen i kælderen og er prøvekørt.  I den kommemde weekenden er der Norðoya Stævnan, en slags byfest med sang, musik, koncerter og sport, og her skal der også være cykelræs i bymidten. Han er lidt spændt, for ved det sidste løb styrtede han jo og slog sin skulder. Da raceren skulle prøvekøres her i ugen, var det første gang efter styrtet han var tilbage på " den sorte hingst", og han gav udtryk for at den var lidt vild i sommer varmen. Mon ikke han når at få den tæmmet.
Tim lever på fodboldbanen, og det er svært at få ham ind om aftenen. En hverdagsaften kl 22.30 kom han hjem og spurgte, hvad tid han skulle komme ind. Det er faktisk lyst hele døgnet så om klokken er 23 eller 16 udgør ingen forskel på lyset. Det er også underligt,  når jeg skal på nattevagt kl 23.30 så er det begyndende tusmørke, og kl 01 er det mørkt og kl 02.30 begynder skumringen, det er sjovt at følge. Ellers har jeg fri hele pinsen, jeg skulle have været på arbejde i morgen mandag, men der er så få patienter, at den kirurgiske og medicinske afdeling er slået sammen, det giver frihed for personalet. I fredags sov Tim hos J
ögvan´s bedste og Simon var draget af på spejder lejr, der varer hele Pinsen, så sad de to gamle idioter herhjemme og kiggede. Vi besluttede dog at tage på kunst visit og det varede til klokken 01.30. I  går lørdag havde vi Eð og Tummas til sild og snaps og i dag hvítusunnudag (pinsedag) får vi igen gæster til spisning, og vi skal have noget af alt den fisk Simon fangede sidste weekend. Ellers er dagen høj hellig og der er minimal trafik i byen. Færgen til Klaksvik sejler heller ikke, så der er ikke andet at lave end at slappe af og nyde højtiden og dens fridage.

Uge 21

Så kom ugen hvor vi fik afklaret hvilken dato, der er hjemrejse dato. Lørdag den 10.juli Kl.0800 fra Vágar Folghavn til Billund med Atlantic Airways. Det skulle give en ankomst tid omkring 1115 lokal dansk tid. Det er nu alligevel mærkeligt, at der pludselig er dato på det, som vi inderst inden godt har vist kom en dag, nemlig hjemrejsen. Et år er bare forsvundet, forsvundet på en rigtig god måde, nemlig mellem rigtig gode og rare mennesker.
Vi fik en mail den anden dag fra Rudkøbing, hvor de skriver, citat, "for når I kommer hjem, vil I opleve at intet væsentligt har ændret sig her på øen, siden I forlod Lindevej". Det er på en måde rart at vide, men alligevel også lidt forskrækkende, tænk at et år bare forsvinder op i den blå luft, uden at det kan ses, selv om man har været  væk.
Men som i DK, har vi også holdt Kr. himmelfarts ferie heroppe. Simon har været med spejderne på fisketur fra Hvannasund og Tim har været med til fodbold stævne i Fuglafjørður. Vi andre har dyrket vores motion og været på kunstner besøg hos Archibald  Black sammen med Peter og Ebjørg.
Et fantastik sted. Jeg kunne godt tænke mig, at det var muligt, at lave en udstilling med billeder af de færøske malere som vi har mødt her i Klaksvik, for at give nogle af alle det god indtryk videre, som vi har haft så mange af heroppe. Måske byder der sig en lejlighed en gang.
Men Tim var til turnering i Fuglarfjøður. Afsted med Dúgvan Kl.0715. Så vi var tidligt oppe lørdag morgen. Han scorede 5 mål i turneringen. De tabte den ene kamp mod ÍF, og vandt resten. Simon skulle være klar Kl.0900 ved spejder huset. Fiskestangen havde han lånt af Otto. De havde også 4 baljer langliner med ( der er ca. 240 kroge i hver balje, med ca. en favn mellem hver krog ). Langlinien gav et godt resultat. Jeg hentede ham og et bjerg fisk Kl.1600. Blandt fiskene var også 3 hellefisk. Så vi har igen frisk fisk i fryseren.
Henriette har været på de 2 sidste lektioner i tøvning. Hende og Maria, havde ikke nok i 4 lektioner, så de har taget søndag eftermiddag til en lille privat ene lektion uden lærer.
Henriette havde lavet et sjal lørdag, et blev brugt til værtinde gave til Eyðbjørg lørdag aften.
Hvis vi lige skal skubbe en bemærkning ind om vejret, kan det bare siges at, det regner. Vinden har i ugen været i nord. Så den ene morgen vi stod op, var fjeldene fint pudret med Sneen lå helt ned til P-pladsen for enden af kærligheds stien. Så sammen med færingerne venter vi spændt på at det slår om til sommervejr.

Uge 20

Atter en uge, hvor udgivningen er blevet forsinket. Denne gang skyldes det, at vores gæster først er rejst mandag formiddag. For I husker vel, at det var i denne weekend, vi havde besøg fra Rudkøbing: Poul-Erik, Hanne-Lise, Anja, Karsten, Mathias, Anders og mormor. Med os selv i alt elleve personer, så vi har boet på Viðariðe.
Tirsdag og onsdag blev brugt til at tømme Klaksviks butikker for vare og køre dem til vores lejede sommerhus på Viðareiði. Et sommerhus, som ligger med en af de smukkeste udsigter i bygden.
Børnene og Henriette har holdt fri fra skole og arbejde torsdag og fredag, så hele familien drog til lufthavnen tidligt torsdag morgen for at tage imod vores gæster. Det var bare utrolig dejligt at se alle de mennesker igen, som vi i vores hverdag omgås i Rudkøbing. Der stod de med bagage som skulle de tilbringe op til flere uger i det færøske. Det skulle senere vise sig at, denne bagage indeholdt rigtig mange gode og eftertragtede varer.
Det lykkedes os at få al bagagen stuvet ind i volle og i den Seat Leon, som var lejet.
Efter en kort rådslagning i lufthavnens cafeteria, om hvorledes vi skulle den første dags oplevelser an, blev det besluttet at turen skulle gå til Tórshavn (Havn) og alt efter hvor lang tid det tog, måske over Eiði på vej til Klaksvik.
En hyggelig slentre tur gennem Tinganæs og det gamle Havn, lidt i shopping gaderne deromkring, en øl på cafe Natur og så videre til den gamle kirkeruin i Kirkjubøur. Derfra gennem Valbastaður, hvor vi listede forbi Òli og Annas gård og nød den gode udsigt derfra. Ikke noget med ophold, for de skal ikke plages med vores gæster hver gang.
Klokken var blev hen på eftermiddagen og danskerne begyndte at snakke om at de var stået op klokken 0300 dansk tid for at komme med morgenflyveren fra København, så Eiði blev droppet og bilsnuden vendt mod Leirvík.
I Leirvík var første spørgsmål, "hvornår sejler færgen" vi havde glemt færgeplanen, og Dúgvan var lige et smut på Kalsoy med noget materiale til den nye havn, så ventetiden blev lidt lang.
Til Klaksvik kom vi. Et smut forbi Tróllagil, for at hente de sidste ting som vi havde glemt, og for at fremvise vores udmyg bolig.
Vel fremme i sommerhuset, og efter fordeling af sengepladser og udpakning af de gode sager fra den overvældende bagage, indtog Poul-Erik og Karsten, skulle det snart vise sig, deres faste pladser ved vinduet med udsigt over bygden, dalen og vigen.
Fredagen blev brugt til en tur til toppen af Klakkur. Den er obligatorisk for alle gæster, om vejret tillader. Mormor, Karsten og Anders tog volle op til P-pladsen for enden af kærlighedsstien, vi andre tog den fra Tróllagil og op til fods. Fra P-pladsen slog de andre os følge til toppen.
Under stor jammer og klage kom vi op til varde stien der fører ud til enden af Klakkur, hvor vi kan kigge ned og rundt, og føle den storslåede udsigt og suget fra den stejle fjeldside. Par nr.7 havde lidt ondt af sig selv men blev meget glade for at havde kastet de sidste kræfter i at nå målet. Nedad går det altid lidt nemmere, og det blev også til en lille bytur, til glæde for løst siddende lommepenge.
Aftenmåltidet var lammeryggen af vores Valbastad lam.  For at være sikker på at der var nok mad til alle vores gæster havde vi også købt en islandsk lammekølle. Islandsk, fordi færingerne anbefaler at det skal være islandsk lam man skal købe, det smager mere af lam en det New Zealandske. Husk det når i handler hjemme. Brugsen har vist islandsk lam.

Det blev besluttet, at vi skulle på sejltur til fuglefjeldet i Vestmanna. Vi havde i ugen klaret af med kunningastovan i Klaksvík, hvorledes det forholdt sig med sejladsen i Vestmanna. Sejlturen stod også på vores ønskeliste af oplevelser inden hjemrejsen.
Aftalen var at vi skulle ringe til Palli Lamhauge lørdag morgen Kl.0900 for nærmere retningslinier. Vejret holdt til sejlads, så Kl.15-1530 skulle vi være der. Afsted det går. I Klaksvík har vi igen lidt problemer med færgetiderne. Sommerplanen gjorde, at en tur er udtaget selvfølgelig den tur vi havde udset os. Det samme problem havde en del andre færinger også. En ekstra ventetid, og der røg Eiði igen.
En uforglemmelig sejltur til fuglefjeldene i Vestmanna, havde vi. Vi var så heldige at komme med den færøske båd, hvor skipperen var skibsrederen Palli Lamhauge, himself. Det var nået at blive regn, men hvad gør det når vi har det rigtige tøj med.
Tros Atlanterhavs dønninger, var vi inde mellem klippegrotter og ovne.
Det kan vi kun anbefale for folk som vil besøge Færøerne. Vi havde en klar fornemmelse at det var en stor oplevelse for vores gæster, Henriette var dog ærgerlig over, at fuglene endnu ikke var kommet på land, fordi det var for koldt. Hun havde håbet på "fuglebeklædte" fjelde.
Søndagen var kun til korte ture. Folket fra vindues pladserne kom sent i seng natten til søndag, den ene var ikke sikker på han kunne sove, hvis han viste, der var mere tilbage i flaskerne, men han nåede vist alligevel at falde i søvn.
En rundtur på Kunoy er altid smuk uanset vejret. En sidste en på opleveren inden der skulle pakkes, spises rester og have de sidste historier klaret af. Børnene har også nydt hinandens selskab og glæder sig til de skal ses igen.
Mandag morgen var det hele så bare overstået. Vi havde i lang tid glædet os til at se dem der hjemmefra, og nu var de bare på vej hjem igen.
Hanne-Lise gjorde os lige opmærksom på at der kun er 7 uger til vi selv skal hjem. Det er endnu mere uvirkeligt. Vi syntes stadig der er så meget vi skal nå. Bl.a. har Òli lovet vi skulle over fjeldet fra Saksun til Vestmanna.
Til slut skal det lige indskydes at Henriette i dag mandag har fået arbejde i MXEL i Svendborg pr. 1.august 2004. Så I kan roligt regne med at vi dukker op på Lindevej i Juli måned.

Uge 19

Sommeren er så småt begyndt dens indtog på Færøerne. Vi har i de sidste dagen haft det smukkest vejr, men ugen har også haft bragt sit regnvejr. Der var en færing der sagde til mig, at det regnede dansk. Det var, når det regnede sådan, at når dråberne ramte vejen hoppede op igen. Det er vist det, vi andre kalder "regne skomager drenge". Meget vand kom der i hvert tilfælde det døgn, for alle fossene var fyldte, og skummede afsted.
Vi håber at det gode vejr vi har nu, holder et stykke tid, for på torsdag kommer der gæster fra Danmark.
Selv om solen skinner, har vi en frisk kold nordenvind, der giver os en lavt hængende tåge, som driver mellem fjeldene. Det giver en sjovt lys, med lys på toppene af fjeldet og i Borðoyarviken, og tåge i resten af Klaksvikar. Det har et færøsk udtryk, som jeg ikke kan stave til.
Men ellers er ugens hændelser mest sket i den med Store Bededag udvidede weekend.
Der har været UM i svømning for Simon, fodbold turnering for Tim og tøvning og mors dag for Henriette.
UM (Ungdomsmesterskab) i svømning bliver afviklet over 3 dage her i vores lokale svømmehal, så Simon startede Stor Bededags morgen og lørdag morgen, begge dage Kl. 0800 i Klaksvikar svømmehal.
Simon deltog i 5 discipliner, brystsvømning 50 & 100 meter, rygsvømning, 50 meter og fri, 50 & 100 meter. Det bedste resultat var en 5 plads i 100 meter bryst, med ca. 20 tilmeldte, i tiden 1:47. Det var bare rigtig flot. På de andre distancer forberede han alle sine personlige tider. Så han er blevet en rigtig skrapsak i vandet.
Timsen mødte Stor bededags morgen Kl. 0830 på KÍs bane til en turnering. Han spiller, som tidligere fortalt, på A holdet i smápiltar. Der var 4 kamp i dagen turnering, og Tims hold vandt alle deres kampe og ham scorede 2 mål.
Endvidere har Tim fordrevet weekenden med, at være på tur til Elduvík og Havnar, sammen med Gunnar, en skolekammerat, og hans familie. Gunnars forældre har et sommerhus i Elduvík som skulle tilses. I Elduvík har drengene badet i en nærliggende å. Det havde vist været lidt koldt, men i den alder klare man det hele.
Henriette har været på et to dages tøva kursus. Tøva kan oversættes til dansk med, valkning. Færøsk uld bliver bearbejdet, ved hjælp at vand, grøn sæbe og andre remedier til forskellige lækrere sager. Indesko, huer og hatte, tæpper eller hvad kursisterne ellers kan finde på. Kurset var torsdag aften og hele lørdagen. Det følges op af endnu et to dages kursus om 14 dage.
Så har det i dag været "mors dag". Drengene og deres far havde huske det. Det havde vores gode nabo, Eiler, også. Han syntes at Henriette skulle have en ekstra opmærksomhed, så da han havde købt en langstilket mørkerød rose til hans fru, købte han også en til Henriette. Det kan da kun kaldes næste kærlighed.
For dem der vil følge med i hvor langt de er nået med Norðoyatunnelen, kan det fortælles at byen med jævne mellemrum genlyder af en kraftig rumlen mellem fjeldene fra sprængningerne i tunnelen. Der er ikke meget at tage billeder af, for det er bare et mørkt hul i fjeldet, hvor der køre arbejdsbiler ud og ind af. Men bag på Norðlýsið (den lokale ugeavis) kan man løbende se hvor langt de er nået. Pr. 5.maj  var de nået 27 meter ind fra Klaksvik siden og 708 meter på Leirvík siden.
Det skal til sidst indskydes at der i dag den 9.maj er 2 måneder til at vores indbo og volvoen forlader Klaksvik ombord på en af Skipafelagið
´s skibe "Lomúr" eller "Blikur" bound for Fredericia. Vi har ikke selv bestemt datoen for hjemrejsen.

Uge 18

Det har været en vidunderlig uge med dejlige oplevelser og hyggeligt samvær med Lena og Jakob. Vi har været rundt her på Nordøerne, og har snakket om løst og fast samt spillet nogle spil, hvor Lena vandt det hele. I torsdags drog vi en tur til Sandoy, en ø hvor vi ikke selv havde været, og der var ganske smukt. Vejret var med os med høj solskin og vi kørte lidt rundt og kiggede på de små hyggelige og velholdte bygder. I Dalur satte vi bilen og gik en dejlig fjeld tur på ca. 3 timer, hvor vi nåede til en ubeskrivelig smuk udsigt til Suderoy, store og lille Dimon, Skúvoy, Vágar og Mykines. Lena som er gravid i 7. måned fulgte flot trop hele vejen, ja vi har slet ikke hørt hende klage på noget tidspunkt. Vi var bla. en tur i Skarvanes, hvor Kalla,s (vores nabo) søster Emma har boet, og stadig har hus. Der var meget idyllerisk. Fra Sandoy gik turen til Valbastaður på besøg hos Anna og Óle, Jakob er storbonde på Langeland og Óle og Anna er storbønder på Færøerne, så det var anderledes for Jakob at se færøsk landbrug, jeg tror faktisk, at han undrede sig over, at det kunne lade sig gøre. Gæstfrie som vores færøske venner er, var der lagkage og vafler i stuen inden turen gik til fjeldet for at tilse får og lam. Der var også tilberedt aftensmad, hvis nu vi blev. Òle er en god fortæller, og det er tydeligt, at han befinder sig i sit rette element blandt sine får og fjelde. Desværre for Lena og Jakob løb tiden alt for hurtigt, og vi måtte haste afsted til Norrôna (færgen til dk), og deres ferie sluttede på Færøerne. Vi andre tog tilbage og skulle lige snakke lidt, og vi nåede med nød og næppe den sidste færge til Klaksvik. To dage efter var de nået til Langeland og gav udtryk for, at de havde haft en rigtig god ferie. Heldigvis ses vi snart igen, og jeg var så heldig at blive ansat som fødselsmedhjælperassistent og jeg er meget stolt af den invitation. Fødslen er sat til d. 10. juli, så vi skal skynde os hjem.
Fredag var der kontrol vejning i Klumpernes Klub, og det gik ikke så godt, og for at gøre det hele fuldendt så var alle "Dellerne" ude og spise på restaurant for alle de penge vi havde tabt i kilo. Vi havde en rigtig hyggelig aften/nat og håber på, at vi kan nå at gentage succesen inden jeg rejser.
Lørdag stod i motionens tegn, og efter en uges stilstand, var det forbavsende let at komme i gang igen, i hvert fald løb jeg 14 km. uden problemer. Palle bliver ved med at slå sin personlige rekord på den tohjulede, og skal sidst i denne måned til igen at cykle på "den sorte hingst" ( hans racer). 5. juni er der stævne her på Nordøerne, så må vi se om han kan gøre sig bemærket. Gåturen til Torshavn er berammet til sidste weekend i juni, så måske når vi alligevel det hele. Næsten.
Simon har haft overnattende kammerat og de har hygget sig på netcaféen. Tim var til fødselsdag i går lørdag og sluttede dagen med 5 timer på fodboldbanen. I dag søndag har vi været ude og se huset på Viðareiði indvendig, der hvor vi skal bo med næste hold gæster om bare 11 dage. Så nu har vi et hyggeligt hus og kender de hyggelige mennesker, der skal bo der sammen med os, så det kan ikke gå helt galt. Dagen sluttede dejligt med en 4 års fødselsdag med en masse børn og deres forældre og en masse kager, som igen sprang ind i munden på mig, men hvor var de gode. Så kaloriemæssigt er vi klar til en ny uge. Slut for nu.

Uge 17

Nu er det vist min tur til at styre tangenterne. HURRA JEG HAR FERIE I EN UGE, og det er bare så dejligt at tænke på, især når jeg har arbejdet meget i blandede vagter den seneste tid. Og så får vi jo besøg af selveste Lena og Jakob, de kommer med båd i morgen tidlig kl. 6, og jeg tror, at vi denne gang skal ud og se noget, vi heller ikke selv har oplevet endnu, og vi skal jo snart hjem. Det er første gang, at vi har gæster i hverdage så sejl tiderne med de små skibe til småøerne er mere brugervenlige som i weekenderne. Jeg glæder mig allerede helt vildt til nye og spændende oplevelser og er nærmest euforisk, måske også fordi, at foråret er kommet til Færøerne i disse dage. Og  sammen med foråret er de første lam ankommet, og de er bare søde.
I det store hele går det godt med slankekuren, men ind i mellem er det altså meget svært, især når jeg bliver sat til en fødselsdag med alle deres vidunderlige kager, de springer VUPTI lige ind i min mund. Marita, min kollega, var så heldig at fylde 45 år, og afdelingen var heldig at blive inviteret med. Det første hul til den nye tunnel er sprunget i kompagniskab med hornorkesteret og borgmesteren samt Klaksviks indbyggere, det bliver spændende at følge med hjemmefra, hvad der sker med nærheden i byen når tunnellen træder i kraft.
I dag søndag har været en dejlig dag og byen har været i forårshumør. Palle og drengene var inviteret til middag med fårehoveder og blodpølse, endnu en færøsk specialitet, hos Klara og Peter Martin, mens jeg sov efter en nattevagt, og Palle kunne som sædvanlig godt lide den anderledes mad. Simon spiste blodpølsen, og Tim havde nok af at se på. På fodboldbanen spillede Klaksvik´s førstehold og B68 og vandt 1-0, og der er rigtig mange tilskuer til sådan en kamp incl. vores børn. Samtidig har der været flagdag, hvor spejderne og hornorkesteret gik optog gennem byen, og Simon bar en af fanerne. Palle er meget upopulær i øjeblikket, fordi han ikke havde taget kameraet med, ja det er faktisk skilsmissegrund. Bagefter var der stort kagebord i spejder huset, og det er der heller ingen billeder af, så I er også snydt for synet af alle de flotte kager. I dag har der også været udstilling af vinterens kreativiteter, alt det de lokale har fremstillet i deres hænder, og det er bare flot. Det spænder lige fra malerier, tegninger, færøske folkedragter med broderi, trædrejning, porcelænsmaling, uldting og meget meget mere. Det hele fyldte en aula og to gymnastiksale på skolerne, og jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser alle de fine sager, og får selv lyst til at forsøge mig på det. Palle og jeg gik og talte om, vi i det hele taget havde lyst til at skulle hjem meget snart, og følelserne er meget blandet. Jo vi skal hjem til det store gamle hus og den endnu større have, hvor næsten alt vores fritid bliver spenderet. Det er helt klart, for mit vedkommende, at det er familien og vennerne, der trækker os hjem, Palle er lidt af en vagabond og kan bo hvor som helst. Her siger de, at vi bare kan blive og rejse hjem på besøg nogle gange om året, det tager kun få timer. BARE ROLIG MOR, VI KOMMER SNART. Jo der har også været loppemarkedet i hallen, og jeg fik da også slæbt uundværlige ting med til huse. Dagen sluttede med rejespisning hos Klara og Peter Martin, nå nej Klara og jeg forsøgte at finde nogle, der ville have besøg af os i aften og det lykkedes at finde én, der inviterede os ind. Så nu venter vi bare spændt til i morgen tidlig.

Uge 16

Det går ikke tre søndage i træk. I denne uge skal den lægges ud søndag, altså hjemmesiden. 
En uge, hvor Tim er startet til fodboldtræning. Hans træner er ikke mindre end, det færøske landsholds målmand og målmand på KÌ første hold Jakup Mikkelsen. Tim spiller det der på færøsk hedder "smapitlar", og jeg skulle fortælle fra Tim, at han er kommet på A-holdet.
Det skal opleves, Klaksvik Stadion, når der er træning hverdage. Der er kun en bane, og på den skal alle nå at træne. 1. & 2. holdet i senior rækken, damer og herre (damerne vandt det færøske mesterskab sidste sæson), samt alle ungdomshold både piger og drenge. Det er en myretue, på en hverdags eftermiddag/aften. Mellem alle de hold, som træner, løber der børn og leger, spiller bold og hygger sig. Men sådan er dét.
Bane er for resten ikke en græsbane men kunststof med noget sort smulder imellem.
Ellers har ugen bragt en del telefonsamtaler hjem til. Vores genboer fra gade i Rudkøbing kommer om en måneds tid, så billetter, billeje og andre praktiske ting har lige skulle ordnes. Alle fortalte at foråret var slået igennem i Danmark, og shortsene var taget i brug.
Anja ville gerne vide om de skulle pakke shortsene, til de skulle herop. Vi forslog hende dog, at fornuftigt fodtøj samt noget der kunne  holde vind og vand ude, ikke måtte efterlades i DK til fordel for shorts. Vi glæder os meget til at se jer.
Mandag den 26. april kommer Lena og Jacob. De kommer med Smyril lines "Norröna". Det bliver rigtig rart, også at se jer.
Alting grønnes heroppe nu. De få træ der er, står med store knopper og alle de marker, som er blevet slået sent sidste år, står med friskt grønt skær.
Skolebørnene har haft en kort uge her efter påske. Tirsdag var nemlig osse en fridag, så lidt heldigt er det at være skolebarn i Klaksvik.
Det er også ved at være tid for lemming. I følge den store kalender (den som også indeholder alle andre gode oplysninger, som f.eks. hvordan strømmen er, hvornår diverse fugle gør hvad og sådanne praktiske ting), skulle det begynde at ske i udgangen af den uge vi er på vej ind i, det må afsløres næste uge om fårene kender kalenderen.
Henriette og beretteren har godt gang i motionen. Henriette er afsted hver anden dag med løbeskoen og pulsuret på og jeg slæber mountainbiken rundt i Klaksvik og omegn. Vi er ikke i tvivl om på færingerne kender os på "hende med hunden" og "ham der cykler rundt". Jeg nåede et af mine store mål i fredags, nemlig at komme til vejs ende på kærlighedsstien. Tre kilometer stigning fra Tröllagil.
Det skal nævnes, at vores tunnel til Eysteroy, er kommet så langt at på tirsdag skal borgmesteren sprænge det første hul der bliver til selve tunnelen, se fotogalleriet.

Uge 15 (Påskeugen)

Er der nogen der kan huske hvorfor det er, at vi har denne lille ferie først i foråret ?? Det kan man her på Færøerne. Det er sådan at færgen til Leirvik ikke sejler Langfredag og Påskedag. Hvis der var nogle i Danmark, der havde fundet på at stoppe samfærdslen mellem landsdelene, fordi det var højtid, var der rejst sig et råb, der med garanti kunne høres helt til månen. Her, har er det bare sådan. I dag, Påskedag, er der bare ganske stille i Klaksvik, man hygger sig med familien, og man husker at ønske hinanden en god påske.
Ugen der gak, skulle jo ellers havde været i stensamlertegnet, men i Valbastad blev det til gyllekørsel og regn, så vi blev hjemme. Med budet åbent, når de sten skal op, er vi på mærkerne. Så vi har i stedet lavet ikke noget. Skærtorsdag fik vi besøg af Eliesar og ham sender vi med færgen tilbage til Streymoy i dag 2.påskedag. Ja for nu er det faktisk nået at blive 2.påskedag.
Påskeharen fandt i år til Klaskvik. Eliesar havde aldrig prøvet at finde påskeæg i haven så for ham var det en stor oplevelse, så stor at han havde ringet hjem til hans far og fortalt det. For drengene er det også en tradition. De spurgte tidligt i påskeugen om påskeharen kom i år, når vi nu var på Færøerne. Og selvfølgelig gjorde den det.
Min intension om, at skulle have lagt hjemmesiden på serveren inden vi skulle have gæster til aftensmad Påskedag brast. Vi skulle også nå at besøge Sigrunn & Kalla og maden (andebryster med appelsinsovs og appelsinicebergsalat, det hele a´la Karolines kogebog) til vores gæster skulle også være klar til de kom. Så nu sidder jeg her 2.påskedags formiddag og skriver til jer. Til middag skal vi nemlig til Klara og Petur Martin og spise flæskesteg. Det er bare dejligt med alle de mennesker vi kender. Nu er snakken også begyndt at handle om, hvordan det bliver for os at komme til Lindevej igen. Så vi er selv begyndt at tænke disse tanker.
Jeg skal dog også nævne, at vi langfredag havde et lille genvisit af hele familien Purkhús, inkl. Tinas søster og svoger. Eftermiddagskaffe med ost , boller og kage samt en rigtig hyggelig snak om det som rører sig i samfundet både her og i DK.
Hvis I har bemærket det, er der kommet en knap foroven med "Webcam i KLX". Jeg kan rigtig få den til at pege helt ind til kameraet, men fra Olivant siden, i venstre side, står der vevkamera, klik der og vælg Klaksvik så kan I se, hvordan vejret er og meget mere her i Klaksvik, billedet bliver opdateret hver 5.sekundt.
Sidste afsnit i historien om "ammekommiteen" er, at det hele var programsat til askeonsdagaften Kl.1900. Henriette gik rundt om sig selv i dagene op til (selv om hun havde nattevagter) og Klara havde det, som hun skulle til den store eksamen. Men 30 kollegaer mødt op, og da de var blevet talt varme gik det rigtig godt. De har fået rigtig gode tilbagemeldinger, så det må opfattes som en succes.
Simon fik brev fra en klassekammerat i Skrøbelev Skole, i påskeugen. Der stod at de ikke havde hørt noget fra ham. Så hvis nogle omkring 6. klasse i Skrøbelev Skole læser vores hjemmeside, så ligger der altså en mail til jer på mailadressen Skroebelev.Skole.6kl@skolekom.dk, hvis den er mistet så giv os besked så prøver vi igen.
Hvis vi også skal have et afsnit om vejret, kan vi glæde de mennesker der skal besøge os i foråret, at vi kan se at alting grønnes og der er mange solskinstimer, I får noget at glæde jer til. I kan jo se på webkameraet om vi lyver eller ej.

Uge 14

Væk er endnu en uge, og påskeferien står for døren. Der er plads i Tröllagil, hvis der skulle være et par læsere, som ikke ved, hvad de skal få påsken til at gå med. Havde vi været hjemme skulle vi såmen nok have ordnet have, eller andre praktiske gøremål.
Vi har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske her i Klaksvik. Måske står den på store stensamler dage i Valbastad inden påske, men det bliverførst afsløret på næste søndag.
Ellers har Tim igen været på Suðuroy. Denne gang galt det færømesterskaberne i svømning for hans alders gruppe. Afsted fredag Kl.1615 fra Klaksvik og retur i dag søndag Kl.1130. Desværre var der ingen medaljer om halsen på ham, men det gælder heller ikke altid om at vinde, men at være med. Nu ligger han her på sofaen og får en lille lur inden vi alle skal til konfirmation hos Tina Púrkhus. Det er drengens dansk lærer og Simons klasselærer.
Konfirmation på Færøerne, holdes traditionelt på den måde, at der er en middag for den nærmeste familie og gudforældere, hvorefter der holdes et slags åbent hus arrangement. Familien Púrkhus ønskede at se os til dette åbne hus, så vi glæder os meget til at opfylde deres ønske.
Mens jeg sidder her og skriver, er Henriette på ridetur med David og Lilian. For de opmærksomme læsere, der også ser billederne, vil sikkert kunne huske at de har været afbilledet med deres Islandske heste på besøg i Tröllagil.
Jeg har i fredags været på Osá skolen og holdt et lille foredrag om cykelsport, for 10. klassen. De har en linie om idræt og om fredagen skal de helst ud og røres lidt og gerne også have lidt sved på panden. Jeg havde lidt blade og andet godt med til dem, fra cykelsmed Lapletten i Rudkøbing, samt mine egne to cykler til at vise frem og fortælle om. Endvidere havde jeg forberedt mig lidt i pulstræning og fundet løbeprogrammer, for det vil nok være det, som de unge vil kaste sig over, da cykeldistancerne her på nordøerne er ganske korte, og derfor ikke indbyder til denne sport.
Jeg nåede i dag, at tilbage lægge 79km i og omkring Klaksvik, så det kan godt lade sig gøre at få nogle kilometer i benene.

Uge 13

Endnu en dejlig uge, hvor jeg og resten af "ammekommiteen" har planlagt det sidste, og undervisningen skal forestå d. 7/4, så må vi håbe, at vi kan huske det hele, når vi sidder sammen er det intet problem. Jeg glæder mig til at få dette amme "projekt" overstået, fordi det fylder så meget i mit hoved, og jeg er meget spændt på, hvordan det bliver modtaget af vores kolleger. Så mangler vi lige, at finansloven bliver vedtaget, for så har vi fået lovning på nogle penge til forandringer til vores fødekvinder. Men alting tager tid, og på Færøerne tager det hele ekstra tid. Jeg lære vel efterhånden at blive tålmodig.
Nå vi har jo været på Suðuroy, Færøernes sydligste ø, sammen med Òli og Anna + unger. Vi tog hjemme fra i fredags kl 10.15 og ankom til Suðuroy ca. 6 timer efter. Der var varslet frisk brise så familierne var på søsygepiller, og det hele gik fint unden opkastninger. Suðaroy bliver også kaldet lille Danmark, bla. fordi de har en anden sprogdialekt, f.eks siger de onsdag og torsdag, hvor der på de resterende øer bliver sagt mikudagur og hosdagur. Naturen her adskiller sig en del fra nordøerne, hvor vi bor, da fjeldene ikke er så høje, og der virker meget lyst. Vi var heldige med vejret lørdag og søndag, hvor solen skinnede dejligt, og det hele bliver altså smukkere i solens stråler. Der er utrolig smukt på Suðuroy, og vi er helt sikre på, at de fleste postkort er fotograferet dernede i det sydlige.
Vi var inlogeret i Anna´s mors barndomshjem i Tvørouri, et meget hyggeligt ældre hus, der lå midt i bygden, der nu fungere som familiehus, så alle familier betaler et månedligt beløb til driften, og så kan det anvendes efter behov. Anna´s mor Bjamár, havde været til 14 dages fysioterapi på sygehuset, og blev så og holdt weekend sammen med os, jeg tror, at hun nød selskabet.
Fredag eftermiddag var vi på besøg i den Kgl. Enehandel fra sidst i 1800 tallet, det var meget interessant, idet hele købmandsbutikken var bevaret fra dengang, nu stod der blot Ajax og toiletpapir på hylderne. Der var egentligt udskænkning af øl forbudt, men pludselig havde Óli købt en omgang til alle til indkøbspris!!! Sådan kan det gå. Palle faldt i snik snak med en af de lokale, som bla.fortalte at han og 7-8 andre mødte op i butikken hver lørdag fra kl 8- 8.30 til en morgen pils eller flere. Fredag aften stod på god mad og drikke.
Lørdag formiddag havde Óli bestilt tid til rundvisning på Sirri, en mindre familie virksomhed, der har specialiseret sig i færøsk strik og design. Indehaveren Karin var vældig flink og fortalte frit og frejdigt det lille selskab om drivkraften i firmaet, og det var tydeligt, at der var arbejdet og spekuleret meget inden at maskinparken var i hus. Alle maskinerne kommer fra Schaumann Klædefabrik i Haderslev og var fra 1940 érne. Umiddelbart virkede det som om, at vi blev banket tilbage i tiden, da vi så herlighederne indtil vi så produkterne, så var det tydeligt at virksomheden var langt ift. færøsk mode. Palle syntes at maskineparken var imponerende, hvor imod,  jeg syntes, at tøjet var mere spændende. Ja ja jeg fik da også en lækker trøje og en sort sæk med rester, og en kollega har lovet at sy trøjer til familien, ja hun er også en sand kunstner. Fra Sirri og videre på tur i det fri, hvor vi blev transporteret til virkelig smukke steder bla. over fjeldet til Akraberg, hvor naturen og udsigten er helt unik. Efter at have besøgt samtlige bygder og seværdigheder på den sydlige ø gik turen hjemover til en velfortjent middag. Nogle hvilede til middag, andre spillede spil og Anna og jeg tog traveskoende på og gik en dejlig lang tur. Óli var en af dem, der tog en lur, den blev lidt lang, for han var også kok lørdag aften og lammekøllen blev serveret til midnat. Men pyt, den var værd at vente på.
Søndag sov vi længe inden vi drog ud på togt i den nordlig del af øen, hvor naturen også her er ubeskrivelig smuk. I det hele taget hersker der en anderledes ro på Suðuroy, da trafikken ikke er så tæt som her i Klaksvik. Det var også tydeligt, at der ikke umiddelbart "lugter" så meget af penge som her, idet husene og bilerne havde en størrelse, hvor alle kan være med. Her i byen fiskes der meget, og der tjenes mange penge og der bruges mange på bolig og bil. Suðuroy virker mere provinsiel. Rygterne siger, at befolkningen på Suðuroy føler sig forbi gået ift resten af Færøerne, og altid er kritisk ift udvikling af øerne. Andre rygter siger, at de er dovne, og at arbejdsløsheden er høj ift andre øer, og der skulle være en del på overførsels indkomst. Firmaet Sirri havde ansat 4 thailandske kvinder, fordi ingen andre gad, da der kunne påregnes overarbejde i spidsbelastninger. Samtidig kniber det vist med at få opbakning fra befolkningen til nye tiltag, og sydlændingene halter stadig en del bagefter siden krisen i 80 érne, hvor de ikke formåede at holde kollektivt gang i fiskeriet og fabrikkerne, som de gjorde her i Klaksvik. Ikke alt lugtede imidlertid af krise, det så jeg, da jeg besøgte sygehuset, som er bygget for ca. 6 år siden, og alt er nyt. Der er plads til 30 patienter både barsel, medicin og almen kiurgi, dog kørte det kiurgiske på lavt blus, da det kniber med at rekruttere læger til specialet. Der var lyst og venligt overalt og masser af plads at arbejde på. Der var bad og toilet på alle stuerne og operationsstuen og fysioterapien ville gøre enhver operationssygeplejerske og fysioterapuet misundelig. Hurtigt hjem og hjælpe med at pakke det sidste inden vi atter skulle have snuden hjemad. Vi havde ellers håbet at se en varslet strejke blandt maskinemestererne effektiviseret, så vi med god samvittighed kunne have hygget os noget mere. Jeg føler slet ikke, at jeg er færdig med Suðuroy, og vil gøre alt for at få tid til at komme igen til denne smukke ø. Tak til Òli og Anna for en dejlig weekend.

Uge 12

Ugen der gak, men hvor gak den hen ?
Det er bare ganske utroligt hvor tiden bliver af. For dem, der ikke skulle have bemærket det, har det været jævndøgn, så nu er dagen længer end natten, skønt ikke? Jeg syntes, at ligge mere mærke til lyset heroppe. Enten er det fordi, der er forskel på lyset i forhold til DK, eller også er der bare fordi jeg har tid til ligge mærke til det.
Men hvad har uge ellers bragt ?
Et forældremøde i Simons klasse som vi ikke kom til, fordi Simon glemte at aflever sedlen. En invitation til alle de grønne spejder i Klaksvik, til lejre i Tydal som ligger i Sydslesvig, alt betalt på nær rejsen fra Klaksvik til lufthavnen og retur. Den bliver en lejrtur på 11 dage, så han ser allerede frem til, at skulle have fri fra skole, og en tur til DK uden sine forældre.
Henriette startede ugen med nattevagter til onsdag, derfra til dagvagt torsdag og fredag. Det endte dog med at fredagen blev afspadseret.
Lørdagen bragte fra morgenstunden det smukkeste forårsvejr, så tidligt, her er tidligt omkring ved elleve tiden, blev der taget beslutning om en anderledes fjeldtur. Vores rare udlejer, Maria, ville også gerne med på fjeldtur, så de 2 drog til fjelds på modsatte side af vores bopæl (jeg kan ikke lige finde et kort med navnet på fjeldet, men det har med sikkerhed et navn). Jeg selv drog afsted på cyklen, og tilbagelagde 77km på de sparsomme veje i og omkring Klaksvik. Børnene, ja hvad lavede børnene, det kan jeg faktisk ikke huske, det er også lige meget, for her er plads til børnene i byen.
Henriette, har i "Klumpernes klub" tabt 8 kg. Et meget flot resultat, vi alle er meget stolte af. En periode var humøret ellers på nulpunktet, for tros den rigtige kost og rigelig motion, var der ikke det store resultat, nærmest stilstand. En snak over køkkenbordet, om det nu også kunne være rigtig, bragte jeg pulsuret på banen. Det bragte nye resultater. Så nu løber hun ikke en meter uden at mit uret er spændt om brystet på hende.
Henriette har endvidere af en god kollega, Lisbeth (svenskeren) fået endnu en hjemmegjort taske i tørvet uld samt et på indesko, som dem jeg fik til min fødselsdag. Så ikke noget med at ligge i sofaen og klage over kold fødder.
Tim´sen, ja hvad har han fået ugen til at gå med ? Nåee jo han har selvfølgelig leget med Jógvan, ham har næsten været mere hos ham i ugen end han har været hjemme. Der er flere tilholdssteder hos familien Klakstein. I hjemmet hos forældrene og hos bedsteforældrene på begge sider. Det er lidt heldigt at de har den mulighed, for når Henriette har nattevagt, og skal sove om dagen, så er Tröllagil ikke det mest bekvemme sted. Der er ganske simplest så lydt, at jeg hele tiden skal tysse på dem, og det er altså lidt synd.
Lørdag aften havde vi inviteret Klara & Petur Martin til en lille ret mad. Der havde i ugen været andebryst på tilbud i FK (Brugsen). Så det blev til en ande ret fra Karolines kogebog.
Ugen vi kommer ind i, kommer til at stå i rejse tegnet, for på fredag skal vi sammen med de brave mennesker fra Valbastad, Òli & Anna, til Suðuroy. Så I trofaste læsere kan ikke regne med at der næste søndag aften/mandag morgen, ligger en frisk historie. Det er næppe sandsynligt at vi orker at give os i kast med hjemmeside efter en sådan rejse.
Vi glæder os meget til at skulle se Suðuroy. Annas familie har et hus dernede som vi skal bo i. Òli har røbet lidt af planen for vores ekskursion, det tegner til et "hårdt" program.
Vi skal da også lige nævne at vi (Henriette og beretteren) har været har været på vores første kunstudstilling. Den lokale Norðoya Sparikassi har arrangeret en udstilling af malerier udført af lokale kunstnere i Skalá (en slags lokalt forsamlingshus).
Vi glemte i sidste uge at den 12 marts kommer Færøernes national fugl hjem. For dem som ikke ved det, er Tjaldrið (strandskaden) der er national fuglen. Den er indført på kalenderen, og det er ganske vist, den kender kalenderen.

Uge 11

En uge hvor Henriette og børnene har været alene næsten hele ugen. Jeg har været i Valbastað fra mandag til fredag. Òli havde noget arbejde, som han gerne ville have hjælp til.
Det var faktisk ganske dejlig at være lidt af øen.
I Fossdalen hvor Òli og Anna har noget af jorden til gården, er der nogle grøfter, der skulle ordnes og ved stalden samme sted, en jord bunke der skulle flyttes i oprydnings øjemed. Óli havde lejet en gravemaskine og jeg kørt traktor med vogn.
Grøfterne, som ligger i markerne, har til formål at afvande græsstykkerne, for at forbedre mulighederne for at køre der med slåmaskine og ballepakker. Visse steder bliver grøfterne overdækket for at kunne komme rundt med maskinparken. Inden overdækningen, bliver de først gravet lidt fri, derefter bliver der lagt to lag palletter, og der ovenpå et gammelt trawl. Så bliver renden fyldt med den opgravede jord, og jord fra den bunke, der skulle ryddes af vejen.
Trawlet og pallerterne fås gratis i Havn, hos de virksomheder der ellers skulle have brugt tid og penge på at skaffe det af vejen på anden måde. Kombinationen af palleter og trawl giver en uhyre effektiv dræningseffekt, og så koster den kun ens egen arbejdskraft og lidt dieselolie. Alternativet er rigtig plastik drænrør, til mange kroner meteren, sejlet herop fra DK.
Det var lidt af en opgave for mig i begyndelsen, at balancer med en stor traktor og godt lastet tipvogn, på en smal vej og forårs våd færømuld. At køre lige op til stedet hvor det skulle læsse af var intet problem, men at bakke til renden og derefter få vendt ekvipagen var til tider et job. På anden dagens første tur i marken nåede jeg da også at vælte med vognen under aflæsning. Vi fik den rejst igen, og den led da heller ikke skade.
Jeg havde medbragt kameraet til Valbastad, men jeg formåede at glemme det næsten hver gang vi var hjemme til drekkamund, så da jeg endelig huskede det, kørte vi grus fra den nærliggende bæk, så det er derfor at traktoren holder i bækken, for dem der kigger i fotogallariet.
Var vi færdig med vores entreprenørarbejde torsdag. Planen var så at vi lige skulle nå at rejse 225 meter hegn fredag. Men fredagen startede med frisk Færø blæst og haglbyger, så vi besluttede forholdsvis hurtigt, at det kunne vist ikke blive til noget med det. Så det lille job udestår til næste gang.
Jeg havde fornøjelsen, at få serveret ræstfisk og garnatálg, mens jeg var i Valbastad. Jeg havde selv bestilt det, for det var den eneste måde hvorpå jeg kunne smage det. Ræstfisk er luft tørret fisk som koges, garnatálg er en fåresovs der servers til. Den består af en bestemt del af fåretarmene hakket med fårefedt, som smeltes i en gryde. Til denne ret serveres der eplir(kartofler). En ganske udmærket spise, man skal som dansker måske ikke overdrive bruge af garnatálg.
Henriette: Og hjemme har vi måtte klare os alene ungerne og jeg. Det har faktisk været hyggeligt at have børnene selv, de er jo store men alligevel kan de godt lide, at der er en voksen omkring dem. Jeg har haft lidt mere travlt end jeg plejer, dels har jeg været på arbejde og så har jeg skulle passe det store hus helt selv, og for ikke at nævne indkøb, vasketøj, madlavning mm ved siden af min daglige motion. Drengene har skiftes til at sove inde hos mig, så jeg har ikke følt mig alene. De har savnet deres far, fordi de syntes, at de skulle lave så meget selv, og så kan de bedst lide at tropperne er samlet. Jeg er fuldt overbevist om, at vi har de mest kærlige, omsorgsfulde og trygge børn, der findes, de er meget behagelige at være sammen med, og de gør hele tiden deres mor varm om hjertet. Nå ja, nu er jeg også færdig med Simon´s færøske trøje, tænk at nu har jeg, Henriette Melchiorsen, strikket to trøjer, det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle, og nu syntes jeg, at det er kedelig at strikke uden mønster, ja hvad giver I derhjemme. Nu er jeg ved at lære at strikke strømper, det er godt at kunne. For tiden har jeg meget arbejde, og jeg er i gang med at afvikle 5 nattevagter, vores bank er nemlig rigtig glad for lidt ekstra penge i øjeblikket.
For at runde ugens højde punkter af, var Simon til svømmestævnen i vores lokale svømmehal lørdag eftermiddag. Han stillede op i 3 discipliner, bryst (bringa), ryg & fri. Desværre blev han diskvalificeret i bryst, for efter en flot start dukkede han op til overfladen og startede med at crawltag, og det undgår ikke dommerens skrappe øjne. Ryg gik fint, det er ikke den bedste disciplin og i fri kappede han 5 sekunder af tiden som han opnåede til stævnet på Suderoy, så alt i alt var han rigtig godt tilfreds. Færingerne i svømmeklubben siger vi skal finde en svømmeklub til ham når vi kommer hjem, så det bliver nok noget med Svendborg et par gange om ugen.

Uge 10

PuHa, søndagen startede med ondt i hovedet. Klaksvíkar Sjukrahusid holdt den tilbagevendende sygehusfest, for personalet og deres respektive halvpart. Festen løb af stablen i matstovaen på teknisk skole her i Klaksvik.
Selv om vi har besøg af min søster og svoger fra Hillerød, havde vi forespurgt om det gjorde noget, at vi deltog i denne festlighed, og havde fået tilsagn om at det kunne vi godt.
Det var bare en helt igennem en rigtig god fest, med alt hvad der høre til, god mad & musik, fælles sang og kædedans, samt alle de rare mennesker som vi har lært at kende heroppe. Alle er opmærksomme på os, og vil os det bedste.
Fælles  sang på Færøerne, er ikke bare noget med, at måske halvdelen synger eller brummer med, nej alle synger med, og igennem, så det runger, det lyder bare så godt, vi forsøger at hænge på. Teksterne har vi kendskab til, fra vores lokale selskabeligheder her i Tröllagil.
Et stort tak til festudvalget på sygehuset for et godt arrangement.

Som traditionen byder, lader vi vores gæster skrive her på siden, så jeg overlader tastaturet til min søster:
Ankom  torsdag i skyet vejr og lidt regnvejr på Færøerne blev vi modtaget i Klaksviks havn af  hele min brors familie og gensyn var stort,
da det er 3/4 år siden vi så dem sidst. Om eftermiddagen gik vi en tur op af fjeldet, hvor vi nød udsigten.
Fredagen kørte vi til Kunoy, hvor vejret var med sol og lidt regnbyger. Oppe i fjeldet kunne vi udsigten til den anden side af fjorden.
Mens vi gik oppe i fjeldet kunne høre og se nogle små sne laviner. Tilbage til Fossagøta 8, hvor fredag stå på hjemmelavet fredagspizza og hygge-slik.
For resten Simon tog på spejderlejr efter store overvejelser, fordi faster og onkel var på besøg. Vi var også på shopping,
hvor jeg købte en færøsk frakke. Jeg har aftalt med Henriette at jeg sender penge op, så hun købe en trøje med hjem.
Lørdag var en rigtig regnvejrs dag, men kørte alligevel til Viðareiði  Færøernes nordligste bygd, hvor vi sammen med bror og svigerinde fandt huset de har lånt til maj. Vi nyd den storslået udsigt på trods af vejret, og gik ned til vandet, som er Atlanterhavet. Hvis vi ikke havde
regntøj på, var vi blevet helt gennemblødt.
Om aften vi stilheden sammen med Tim og en kammerat. Vi har kørt gennem nogle tunneler med vigepladser, for der er en vejbane.
Søndag er sidste dag på Færøerne, hvor vi sammen bror og svigerinde gik op på fjeldet Klakkur på toppen og sikken en udsigt.
Jeg kunne sidde der oppe i flere timer og bare kigge ud over det hele horisonten.
Dette er vores oplevelse heroppe og vi kunne godt bruge flere dage heroppe, for her er så smukt.
Vi takker for jeres gæstfrihed og at I ville vise en del af Færøerne. Vi ses når I kommer til DK.

Simon har igen været på spejderlejr, denne gang på Kalsoy. I første omgang havde han sagt nej til turen fordi der var Counter-Strike konkurrence på Orion og besøg fra DK. Spejderne havde holdt døren åben, ved at sige, han kunne komme til færge fredag, hvis han ombestemte sig. Counter-Strike konkurrencen blev aflyst p.g.a. manglende tilmelding, og faster Jytte var han jo sammen med torsdag og søndag. Så Simon har været i Husár på Kalsoy fra fredag til søndag, hvor de har ligget i telt. Spejder eller spejder ikke, det er vel marts måned. Vel hjemme er han og på ny med bagagen fuld a f gode oplevelser. Det er sommetider man som forældre bliver helt misundelig.
Jeg stopper nu, for tømmermændene trænger til en tur på sofaen. Vi skal jo med færge i morgen tidlig Kl.0715. Jytte og Rolf til Vagár og jeg til Óli og Anna i Valbastad.
Vi høres ved på næste søndag.

Uge 9

Så er det atter søndag og tid til et nyt ugebrev.
Søndag d. 22 kom de sidste fødselsdagsgæster til rester. Klara og Peter Martin (P.M) + unger dukkede pludselig op til spisetid, og med sig havde de et halstørklæde af uld. Ikke et hvilken som helst halstørklæde, men et der var lavet af P.M´s faster helt fra bunden. Ulden var fra P.M.´s får, der går her på fjeldene og fasteren havde selv vasket, kartet og farvet ulden for til sidst at væve det til et traditionelt færøsk halstørklæde. Et kæmpe arbejde, der har taget rigtig mange timer at fremstille. Og det skulle Palle have, 1000 tak for det. Så fra nu af har vi besluttet, at vores fødselsdage bliver afholdt på Færøerne. Vi tror, at gaverne har været ekstra fine og ekstra færøske, fordi vi er her i kort tid, og alle gaverne kommer til at vække dejlige minder om vidunderlige folk, vi lærte at kende lige netop her.
Turen til barselsgangen i Havn gik godt, og vi var ventet på afdelingen. De havde sat Durid Mortensen, en rigtig dygtig sygeplejerske, af til at være sammen med os i to dage, og vi fik meget ud af vores studietur. Umiddelbart havde jeg ikke ventet, at de var så langt fremme med ammepolitik, men de nærmer sig en spædbarnsvenlig afdeling, hvilket der kun er 18 af i DK. Så Klara, Dagny og jeg fik spurgt en del og observeret samt kigget på fysiske rammer, der kan give inspiration til vores afdeling, når nu pengekassen forhåbentlig snart åbner. Vi fik også gode råd med på vejen, bla at det tager tid blandt kolleger at ændre holdning til et speciale og optage den nye viden i sygeplejen. Det er spændende, hvordan det kommer til at gå. Nogen gange ærgre det mig, at jeg ikke kan følge op og videre udvikle dette omfattende speciale, hvor den dokumenterede viden bliver mere og mere omfattende. Vi havde en meget hyggelig studietur som også indeholdt udsalg og restaurant besøg mm. Vi overnattede i en sygehuslejlighed, men der var desværre kun 2 senge, og det er for lidt til 3, så Dagny sov hos sin datter, der tilfældigvis boede tæt ved. Sejlturen med Dúgvan til Leirvik var noget af en vipper. Aldrig har jeg prøvet en lignende sejltur, den vippede så meget at vores hår nåede vandkanten og alt fløj af bordene og folk var helt stille. Et par enkelte søstærke sømænd skulle selvfølgelig vise, at de sagtens kunne gå rundt. Jeg selv havde nok at gøre med ikke at rutsje på gulvet. Klara var overbevist om, at hendes sidste tid var kommet, men heldigvis overlevede hun sammen med alle os andre. De øvrige overfarter var aflyst resten af dagen. Apropos ammepolitik så føler vi os efterhånden klar til at få undervist resten af personalet på afdelingen, og næste skridt er planlægningen at dette.
Vel hjemme fra Havn og videre i nattevagt og efterfølgende aftenvagt på den medicinske afdeling, hvor jeg havde lovet mig ud, og jeg tror også at banken er tilfreds med et par ekstra kroner. Det er dejligt at være medicinsk sygeplejerske igen et par dage, problemstillingerne der finder jeg noget mere spændende end de kirurgiske. Så jeg har fundet ud af, at det ikke er kirurgisk sygeplejerske jeg skal være ( når jeg bliver stor).
Simon og Tim har været til svømmestævne på Súderø fra fredag eftermiddag til i dag middag. Simon var længe om at bestemme sig, han er jo ikke konkurrence menneske, men træner og Tim fik ham vist nok overtalt til at prøve. Så vores drenge og 7 kammerater + 4 voksne drog frejdigt afsted med Dúgvan kl. 16 i fredags, og var med bus til Havn og efter godt endnu 2 timers sejlads til Færøernes sydligste ø nåede de frem. Sejlturen havde været lidt hård og en del havde kastet op på turen. Vel fremme blev de indlogeret på hotel og er blevet vel forplejet. Stævnet løb af stablen om lørdagen, hvor Tims årgang starter showet, han havde vundet sit løb, for første gang, men havde ikke fået medalje. Simons årgang skulle svømme om eftermiddagen, og han vandt de tre discipliner han stillede op i, og samlet blev han nr. 10 ud af 30. Det var meget flot at dem begge, syntes jeg. Og selv var de også godt tilfreds. Ud over stævnet har de hygget sig på hotellet med pudekamp og andet sjovt, og de har helt sikkert fået styrket kammeratskaberne, sådan lyder det, når de fortæller. Simon havde mødt de 2 spejderkammerater, han havde stiftet bekendtskab med på lejren for et par uger siden, og de havde endnu en gang moret sig gevaldigt, de havde også talt om at besøge hinanden. Sådan er det, når forholdene er små og tætte, man møder hele tiden nogen, man kender. 1000 tak til svømmeklubben Ægir for at have givet vores drenge en god oplevlese. Og vi syntes, at det er flot at klubben betaler så lang en transport og hotel ophold + kost til 9 børn. Nu er de begge to faldet velfortjent omkuld efter weekendens oplevelser. De havde hver fået 100 kr. med i lommepenge som de kunne hygge sig for, og jeg skulle have det eventuelle resterende. Jeg fik 1 kr. af Tim og 90 kr. af Simon, og så skulle det ikke være så svært at regne ud, hvem, der ligner sin mor, og hvem, der ligner sin far.
Palle og jeg har brugt weekenden til hygge, jeg trængte til at slappe af og lave ingenting, da de sidste 2 uger har været hårde med en del ekstra arbejde og afholdelse af Palles fødselsdag. Fredag gik vi en dejlig tur på fjeldet, alt var dækket af sne og det var helt stille. Vi havde desværre glemt kameraet. Vi fik en dejlig middag nogle spil og nød roen. Vi syntes alligevel, at det var underligt, at her bor vi på Færøerne i et år, og vores drenge befandt sig i den fjerneste afkrog heroppe midt i Nordatlanten ift. til os. Det kan ikke udelukkes at vi er meget stolte af dem og deres selvstændighed samt den tillid til omverdenen, som de viser os igen og igen. Jeg er helt sikker på, at vi har fået de to bedste drenge. Så kunne vi to gamle idioter bruge weekenden på at pleje os selv og hinanden, og lørdag stod i motionens tegn. Jeg er jo med i klumpernes klub og mit vægt tab har stået stille nogle uger samt at jeg her i fredags havde taget 700 g på. Okay der har været fødselsdag et par dage og en studietur, men hvor bliver jeg skuffet alligevel, for jeg motionerer jo meget. Palle har længe sagt, at jeg skulle prøve hans puls ur, og ud fra det finde max. puls og senere hvilepuls for at udregne efter en snedig formel, hvor mange pulsslag, der skal slås til fedtforbrænding. Så afsted gik det 10 km i rask trav, fordi kroppen skal være varm når max puls skal findes. På hjemturen troppede han op for af jage mig op at fjeldet, hvor jeg skulle løbe opad til det sortner for mine øjne, og det gjorde det så. Efter sirlig udregning blev resultatet, at jeg løber for hurtigt faktisk ca. 20 pulsslag, så i stedet for fedt forbrænder jeg sukker og træner udholdenhed. Så nu skal jeg til at  anvende puls ur, indtil jeg har fundet det passende tempo. Så prøver jeg det, det er vel snart det sidste, jeg mangler i forsøget på at nå en normalvægt. Om aftenen forsøgte vi, at finde nogle vi kunne besøge, men ingen var hjemme, så vi tog endnu en aften i fred og ro. Nu er familien atter samlet og er klar til en ny uge, hvor vi venter besøg af Jytte og Rolf. Vi håber inderligt at vejret arter sig nogenlunde så vi kan komme ud og opleve. Det vil ikke blive spor spændende, at skulle sidde her i vores ydmyge bolig i 4 dage. På lørdag er der også sygehus fest og vi benytter lejligheden, når nu vi har "barnepiger".

Uge 8

Vi har i ugen der netop er gået, investeret i et maleri til vores stue, hjemme på Lindevej. Et stort maleri på ca. 2x2 meter med motiv fra Kalsoy.
Et maleri der indeholder alle de dejlige farver og motiver som vi oplever og ser i hverdagen heroppe på Færøerne. Maleren er vores udlejer, Maria Mørkøre. Hun syntes vi skulle se billedet inden det skulle på udstilling.
Vi har tidligere snakket med Maria om er stort billede, så en dag sagde hun, at nu havde hun altså malet et sådan, om vi var interesseret i at se det, inden det skulle på udstilling, og vups så fandt vi det billede som vi havde snakket om kunne være sjovt at have til at pryde vores stue, og give os gode minder om tiden på Færøerne. Så Lindevej glæd dig.
I ugen blev det også bestemt at vi skal have besøg i marts måned. Min søster og svoger kommer på forlænget weekend, torsdag til mandag, den første uge i marts.
Det blev også en uge i bageriets tegn. Henriette ville gerne glæde mig med en færøsk fødselsdag. Og det er som bekendt en fødselsdag med masser af hjemmelavet bagværk. Så jeg har holdt fødselsdag, med det, hvad jeg husker, største kagebord jeg nogensinde har haft, og alle hjemmelavede, et kæmpe arbejde men alligevel en sjov tilfredsstillelse. Det skal dog bemærkes at jeg selv havde bag bollerne, det hører sig også til.
Jeg havde samtidig den glæde, at mange af de mennesker som vi har lært at kende her i Klaksvik, lagde deres vej forbi Tröllagil, for at ønske mig tillykke. Det var rigtig hyggeligt. Vores gode og trofaste venner fra Valbastaður kom også rejsende til trods for sne.
Blandt gæsterne var også et sæt masker, fastelavn er dog jo tros alt.
Ind ad døren kom det smukkeste par masker. Henriette og jeg kiggede tvivlrådigt på hinanden, havde mon nu det var for noget. Vi spurgte om de ville have fastelavnsboller, det ville de gerne, og mens vi var ved at finde dem frem, faldt maskerne. Og hvem dukkede ud bag dem, Henriettes kollega Lisbeth og hendes mand Plutte. Med sig havde hun gaver til mig, Henriette og slik til ungerne. Jeg fik et par hjemmestrikkede strømper og et par G-strengs, heluldne med snabel og broderi herre trusser, som ingen tidligere har set magen, (de skal bruges når det er rigtig koldt). Henriette fik en  hjemmelavet dametaske i færøsk uld, Lisbeth havde netop overstået et uldkursus, og forærede Henriette sin første taske. Hvilken gavmildhed og betænksomhed.
Mange gode gaver har jeg fået, en meget lækker færøsk trøje, et rigtig flot maleri, en dejlig håndtegning med motiv af Koltur som vi ser på, når vi er i Valbastad, færøske indesko, tøj og andre gode sager. Ikke at forglemme, at min svigermor havde sent en pakke til mig hjemme fra Rudkøbing. Pakken indeholdt 4 viskestykker, så kunne jeg jo stå der og tænke på hende i dagligdagen, når jeg bruge et af dem. En "rørende" tanke, at skulle tænke på sin svigermor når man vasker op. Jeg, som hellere havde ønsket mig 2 karklude og 2 gulvklude, når pyt, 4 viskestykker til 65,-kroner i porto, så må vi håbe at de kan suge noget vand. Det skal dog også bemærkes at pakken indeholdt en lille trøstpakke, bestående af et par cykelstrømper, de er jo kærkommen.
En tak til de mange hjemmefra som huskede mig, ved at ringe og ønske mig tillykke, det er jo dejligt at ude af øje, ikke er ude af sind.
Ud over alle vores kager havde vi lavet et par bakker lasagne og en salatskål, til de mennesker som valgte at blive, eller komme til dette tidspunkt.
Kaffe, te, vin, øl og lidt brændevin (for på Færøerne behøver man ikke, at skulle have sild for at få sig en lille brændevin). Valbastadfolket havde planen, at skulle med færge Kl.2215. De var draget afsted til fods mod færgen i sne, klude og blæst fra Tröllagil, men vel fremme ved færgen, stod en mand med budskabet til dem at de sidste aften færger var aflyst p.g.a for meget blæst. Så dem hentede vi, og fik forlænget deres ophold til søndag middag. Det er jo dejligt, at vi kan byde lidt igen for den store gæstfrihed vi altid møder derovre.
Ugen bragte også et videre forløb i Henriettes ammegruppe. De skal på studietur til fødeafdelingen på Landssygehuset i Torshavn tirsdag og onsdag, så de nye mødre, som kommer i hænderne på dem, så skulle være i endnu bedre hænder.

Uge 7

Vinterferie, det holder vi ikke på Færøerne, hverken i uge 7 eller uge 8, vi strækker den til at holde fri på fastelavnsmandag, sådan kan det vælges så forskelligt.
Nu har vi i de sidste par uger beskæftiget os en del med vejret. Jeg tror ikke, vi vil bryde den tradition.
Fra at være næsten indespærret p.g.a. sne eller regn & blæst, har vi i ugen, der netop udrandt, oplevet det smukkeste vejr, der nærmest har sat os i forårs stemning, her midt i februar. Temperatur op til 9 grader en hel del sol og ikke ret meget vind. Færøerne fra sin smukkeste side, så hvis nogle fynboer i uge 8 skulle have lyst til en rejse, er I velkommen til at besøge os.
Ugen har forløbet helt normalt, man skulle næsten tro vi bare var hjemme på Lindevej, bortset fra at jeg ikke behøver, at skulle tænke på, at skulle passe job.
Trunte og jeg har vores morgen rutiner med børn i skole og nu skal vi følge med i byggeriet af tunnellen til Leirvík.
Efter vi havde oploadet hjemmesiden i søndags, bankede det på døren da klokken var 9 (2100). Vi fik lige færøsk besøg. Meget hyggeligt, men jeg tror ikke at vi hjemme var gået på kaffevisit søndag aften Kl.2100.
Ellers har drengene og jeg benyttet det gode vejr, i weekenden, til en tur med fiskestangen. Vi havde ikke det fornødne held, men en pragtfuld tur rundt om Klaksvik og Kunoy.
Sigrunn, vores kære genbo, bemærkede straks at vi havde været afsted. Dette berettede hun for sin 90årige mor, og kom med besked fra hende, at skulle vi fiske med stang, skulle vi afsted i skumringen, for der bed fisken. Så det må vi huske. Jeg har dog en plan om at rådføre mig med Otto, for er der nogle, der ved noget om fiskeri og fiskens vandring og vane, er det Otto.
Ellers har vi været budt i byen i går lørdag, til fiskespisning. En meget lækker anretning med kuller filér i en staniol pakning med diverse grønsager og en norsk sovs, dertil ris og brød samt kølig hvidvin. Utrolig lækkert. Vi kan heroppe fra varmt anbefale at købe kuller i stedet for torsk. Jeg kan forstille mig at den er noget billigere i DK end torsken.
Efter kaffen blev det lige til et par familiespil. Rigtig hyggeligt.

Uge 6

En ny uge smuttede afsted. Det som pt. optager os mest, er vejret. Det er lige så skiftene som enhver dansker forventer, det skal være. Efter sidste uges sne, slog vinden om i syd og et døgns regn og blæst gjorde has på sneen. Det var cykelvejr et par dage, så blev det på ny blæst og regn.
Jeg gik i seng til midnat fredag, da regnede og blæste så det var en ren fryd. Tim og Henriette var stået op lørdag morgen, før en hvis herre fik sko på, for at tage til svømmestævne i Gøte. Da jeg fik øjne Kl.0830, og kiggede ud af vinduet var Klaksvik lagt i kong vinters ispanser, en smuk morgen var det. Til middag regnede det på ny og til aften fik vi igen sne, så mens jeg sidder her og skriver ligger Klaksvik på ny hen i det smukke hvide pulver. Det, sammen med søndagen gør Klaksvik til en stille og smuk by.
Simon drog afsted fredag aften med færge Kl.1745, til spejderlejr i Kollafjord.
KFUM-K spejderne havde arrangeret landslejre for alle KFUM/K spejder. Vi forventer ham hjem til KLX med færgen Kl.1600, fyldt med gode spejder minder, og mon ikke han er lidt træt. Vi regner ikke med at vi får noget at vide om lejren før i morgen. Så hvis vi er heldige kan vi måske få ham til at skrive lidt om turen i næste uges afsnit.
Men, det kan dog kort fortælles, at han er vendt hjem fuld af nye gode indtryk og nye spejder bekendtskaber. Spejderne fra Fuglafjørður havde gjort et vist indtryk, for dem var det første han fortalte om.
Henriette har ikke ro i sjælen, før hun har fået spurgt ind til alt, hvad der kan have foregået på en sådan tur. Simon slægter jo sin fader lidt på, og man behøves jo ikke straks at fortælle alt, så snart man sætter tasken på gulvet i hjemmet. Men de har bl.a. lavet bolcher, gibsmasker, danset & svømmet, for i Kollafjord er der også en svømmehal på skolen.
Men jeg tror nok, uden at der behøves at gås i detaljer med det, at Simon på ny bringer, en god oplevelse med hjem.
For resten var ugen vi forlod også et nyt vendepunkt i Simons skoleverden. Fristil, ja der skulle afleveres fristil (dansk) torsdag. Han fik den for, ugen før, men vi må igen konstatere, at historien gentager sig (i hvert tilfælde for nogle) for fristilen blev efter en intens kamp færdiggjort om onsdagen, så den kunne afleveres torsdag. Det skal dog i parentes bemærkes, at den blev også lidt længere, end det var blevet forlangt af Tina.
Nu er det mig, Henriette, der lige vil bidrage med lidt stof til hjemmesiden. Det var en dejlig oplevelse, at være med Tim til svømmestævne i lørdags, altså da jeg først var kommet op kl. 06 !!!! Natten til lørdag havde vi puttet tæt hele natten, og det passede både Tim og jeg ganske udmærket. Derefter med færgen og bus til Gøte, hvor slaget skulle stå. Tim var meget forventningsfuld og elsker konkurrencer. Svømmehallen lå i tilknytning til skolen i Gøte og var 12,5 m. lang og havde 3 baner. Og det kan sagtens lade sig gøre at afholde konkurrence i en lille svømmehal, de svømmede bare nogle flere længder. Skolen var meget hyggelig og jeg tog mig den frihed, at gå på opdagelse. Den mindede om en lille friskole i DK, hvor hver en m2 bliver anvendt, og så var der så hyggeligt. Der var café med alt i hjemmebag og en tombola med kager og andre hjemmelavede ting og sager. Jeg mødte en kollega, som bor i Gøte, komme med brød, hendes barn er endnu for lille til at deltage i svømmestævne, men som hun sagde:" Bygden er så lille, at vi alle bliver nød til at bidrage, når der sker noget". Her summer af nærhed på Færøerne. Tim kæmpede bravt til konkurrencen, og måtte nøjes med oplevelsen og ingen medaljer, og det forventer han nu heller ikke. Da vi ankom til Færøerne kunne vi ikke lade ham alene i svømmehallen, fordi han ikke kunne svømme. Livredderne mente ikke han var stabil nok til, at de turde tage ansvaret for ham, og nu 4 mdr. efter deltager han i konkurrencer. Vi havde en dejlig dag, og jeg er ikke i tvivl om at ungen trives, da det var tydeligt at han hyggede sig, fjollede og grinede med kammeraterne. Jeg tror også han syntes, at det var hyggeligt at have mig med, for ind imellem kom han og lige skulle sidde lidt på skødet. Han er så kælen vores niårige. Lige nu er han på kælketur på fjeldet med de lokale gutter.
I uge 3 skrev jeg, at vi var 3 kolleger, der havde lavet en lille gruppe mhp at forbedre amningen og vores fødekvinders rammer på afdelingen. Det går fremad og vi syntes selv, at vi har fat i den rigtige ende. Vi har mødtes nogle gange og diskuteret teori og holdninger, og vi har fået lov til at bruge nogle penge på bedre rammer. Forstanderinden syntes at vores "projekt" er så godt, at hun har tilbudt, at vi må tage på studietur til barselsgangen i Torshavn i 3 dage og bo der. Det glæder vi os meget til, og vi kan sagtens få tiden til at gå - også fritiden. Og så skal vi til at planlægge undervisning for resten af personalet, så vi alle får en ens holdning til amning og forhåbentligt nogle længere og bedre amme forløb. I den kommende uge skal der opereres hofter og knæ, og så står afdelingen på den anden ende.
Ellers fornemmer jeg, at vores sidste ca 5 mdr. kommer til at stryge afsted, idet der hver måned er noget at se frem til. Vi får besøg fra DK i marts, april, maj og juni + at vi skal på weekend på Súderø i marts sammen med Anna og Òle og til Mykninæs i juni med nogle venner her, og så skal jeg jo gå de ca. 70 km til Torshavn sammen med 3-4 andre, og det bliver også nok i juni. Samtidig føler jeg slet ikke, at vi har fået set alt det vi gerne vil, måske vi bliver nød til at vende tilbage og fortsætte oplevelserne. Her sidst på eftermiddagen fik vi lige et lille besøg af  David og Lillian til hest, de har hver sin islænder og hygger sig med det. Jeg har været med en lille tur, og glæder mig til en større én ved lejlighed. Det er det bedste at ride på islændere.

 

Uge 5

PuHa hvor tiden løber, drengene og jeg har været i Valbastad over weekenden, og Henriette har haft 3 nattevagter, så søndag aften blev det ikke til nyudgivelse af livets gang i Klaksvík.
Men det er mandag den 2. februar, og ingen skal snydes for en uge beretning. Ugen der gik har stået i sneens tegn. Så fra i søndags da vi sidst skrev og til i dag har hele Færøerne været langt i det hvide pulvers tegn. Det har været til stor fornøjelse for børnene, som har kælket både i fritiden og i skoletiden. Om aftenen sent kan ungernes hvinen høres på fjeldet, hvor turen går nedad i rask tempo. Jeg har jo ikke skulle noget, så jeg har også kunne nyde det smukke syn det er, Henriette har måtte gå på arbejde, hvilket var ensbetydende med at hun måtte tidligere op, og da hun er udpræget b-menneske var det ikke nemt at smide stængerne ud over sengekanten, men når hun først var kommet ud af kanen, syntes hun det var vældig rart med en spadser tur.
Trunte, hun er vild med sne, og det nærmer sig det kåde, idet hun kaster sig i snedriverne, bader i sneen og tonser rundt. Hun bliver ganske simpelt ustyrlig, når hun blive lukket ud i sneen. Godt hun har Henriette for min tålmodighed bliver ind i mellem sat på prøve, fordi hun stresser, og vil ud hele tiden samtidig med, at hun som det naturligste forventer, at vi går tur med hende 20 gange om dagen. Det eneste sneen har ligget i vejen for, er mit cykleri, jeg har faktisk ligget stille siden den 24. januar og jeg tror, at vi skal langt hen i ugen, før det bliver fører til at tage GTéren frem fra kælderen. Og Volle er kommet "hjem" igen og skulle nu være tæt, vi har ikke helt fået det checket, idet den nærmest er begravet i sne og derfor holder vinterferie. Men vi er jo unge og kan sagtens gå rundt til det vi skal. Vi er så heldige at vores hus ligger meget centralt i byen, hvor andre skal starte en bil for at handle og transportere børn til dit og dat. Og så er der lige det, at de færeste færinger kan gå 200 meter børnene incl. Tim havde været til fødselsdag hos en klassekammerat, der bor ca. ½ times gåtur fra os. Faderen havde virket uforstående over at ungen kom gående og ikke var blevet kørt, og så i det snevejr!!!! Og så er der lige det, at Volles vinterdæk er sparet væk.
Snevejret har været af forskellig intensitet. Fra snestorm til det smukke stille og fredfyldte snedalen. Snevejret gjorde også, at vi valgte, at tage bussen til Torshavn. Henriette kom godt nok hjem og fortalte, at folk, der kom til sygehuset  fra Havnar, sagde at vejene var fine. Det var de også, i færøsk målestok, så jeg var glad for at jeg lod volle stå hjemme. Henriette har nydt at være alene på fortet, og har kunne sove i fred (helt sikkert med en hund i sengen). Huset er så lille og så lydt, at det er svært at få ro til at sove efter nattevagter i weekenderne, men ellers er huset den perfekte ramme for vores etårige ophold, idet det hele lige løber rundt med Henriette´s løn eller almisser ( sygeplejersker er lavere lønnet på Færøerne end i DK, ca 1500 kr i grundløn) så ønsket om et sabbatår for mit vedkommende kunne gå i opfyldelse.  Ved nærmere eftertanke, så har vi været meget heldige, at få dette hus i dette fantastiske land, der er fyldt med vidunderlige mennesker.
Vi høres ved.

Uge 4

Kære Alle læsere, så er det på ny blevet søndag.
Det er snevejr. En dansker ville nok kalde set for snestorm, men heroppe er det vist bare sådan inde vejr. Det er ganske hyggeligt at stå op, en søndag morgen og det sner. Kaffe på kanden, en god bog og så ellers bare at  hygge sig. Jeg ved ikke om jeg tidligere har skrevet, at grundejernes forpligtigelse til at rydde fortov, bestemt ikke er de samme som i DK. Så man behøver ikke, at blive forstyrret i sin morgenkaffe med at have dårlig samvittighed over, at naboen har ryddet fortovet for sne.
Nå, men ellers har ugen stået på lagtingsvalg. I tirsdags var der valg til lagtinget. Som tidligere nævnt, valgte vi at vælge fra sofaen, men jeg har forsøgt at følge med i konstitueringen af lagmand og landstyremænd. Lagmanden er "statsministeren" og landstyremænd er "ministre".
Valget gjorde ikke den store forskydning. Sambandspartiet mistede en plads og den fik Miðflokken. Fordelingen blev, 7 til Folkeflokken, 7 til Sambandspartiet, 7 til Javnðarflokken (Socialdemokraterne), 8 til Tjolvðarflokken (Republikanerne), 2 til Miðflokken (En slags Kristelig folkeparti) og 2 til selvstyreflokken. Det sidste jeg har hørt i konstitueringen er, at Joánnes Eidesgaard fra Javnðarflokken har fået til opgave at få lavet en koalitionsregering. Vi må følge med i den kommende uge, for at se hvorledes kabalen kommer til at gå op.
Så vidt jeg har kunne følge med, vil man ikke gerne have den tidligere lagmand, formanden for Folkeflokken Arnfinn Kallsberg, med i nogle form for landstyrmand, fordi det var hans skyld der blev udskrevet valg i utide. Valget blev udskrevet p.g.a. en gamle sag om kreativ bogføring i et firma Kallsberg havde for 20 år siden. Høgni Hoydal (Republikanerne) og Kallsberg var de 2 store i det gamle lagting og det var de to, der røg i totterne på hinanden over den kreative bogføring.
Det skal lige nævnes af Folkeflokken har der højborg her på nordøerne.
Det er noget som Klaksvikerne går meget op i. Det kan man hør når vi kommer rundt. Bl.a. i læsestuen på biblioteket.
Men i familiens Melchiorsens verden er "volle" stadig på værksted. Jeg havde en aftale med værkstedet, at jeg kunne hente den mandag eftermiddag. Da jeg mødte op mandag, lignede mekanikeren en dårlig undskyldning, og tilstod straks at han havde glemt den. Den stod stadig omme ved gavlen, hvor jeg havde sat den. Den kom straks om i lyset. Så kunne jeg hente den onsdag. Der var han syg, mekanikeren. "Volle" var dog kommet i tørvejr. Så kunne jeg hente den fredag. Fredag stod den stadig i tørvejr, men med en affugter på førerpladsen. Der var 2½ liter vand i beholderne under affugteren, det var kommet fra Kl. 0800. Så aftalen blev, den kunne tørre videre weekenden over, og så kunne jeg komme mandag inden lukke tid, så skulle den være tør og tæt. Det med tæt, det håber jeg på, for ellers kommer den til at skulle i tørreovn tit.
Lyset er så småt begyndt at komme igen. Der er blevet 2 timers mere lys, siden det var vinterjævndøgn den 21. december. Det kan sommetider være lidt svært at tro det. Men når jeg har fuldt børnene i skole om morgenen, og forsætter med Trunte rundt den lille havn i Borðoyarvik, og er hjemme ca. Kl.0830, så er det nu næsten ved at være lyst, kun næsten, der dog lige det, om det er regnvejr, for så er det stadig gråt i gråt.
Det kan godt give den lille Tim lidt hjemve, når det er så mørkt. Men han kommer nu ikke hjem, før vi andre rejser hjem ultimo juli.
Som i DK er det også utsøla tid i Klaksvik. Vi har være afsted og fundet noget til Simon og Tim. Henriette har været afsted alene. Her er der konsekvent 50% på alle udsalgsvarer, ikke noget med forskellig prisskiltning. Hvis nogle skulle have tænkt sig at sende Simon noget tøj, skal i lige være opmærksom på at ham nu bruger størrelse Large og går i mine sko.

Uge 3

Ja, nu har vi altså været her i 6 mdr., halvdelen af vores sabbat år er gået, og det hele er til dags dato gået efter planen. Palle skulle passe os og jeg skulle arbejde. Og så skulle vi opleve og nyde livet, og det gør vi.
Arbejdsmæssigt bliver jeg ikke overanstrengt, idet vi ikke har ret travlt, faktisk meget lidt at lave, så lidt, at arbejdet i lang tid har været kedeligt og uden udfordringer overhovedet. Jeg ved ikke helt, hvad der sker på Klaksvik sygehus, i hvert fald skulle der efter sigende være en god venteliste, men vi ser ingen patienter til operation. Hele mandskabet er klar både på operationsstuen og hos os på afdelingen, og for mig at se, som helt almindelig sygeplejerske på gulvet, handler det meget om en uinteresseret læge, der dovner en del!!! Det kan være svært at have tålmodighed til og ind imellem stiger mit temperament og mit blodtryk, men jeg kan ikke gøre så meget. Jeg bliver nød til at sige til mig selv, at dette er ikke året, hvor jeg skal dygtiggøre mig som sygeplejerske og lære om specialet kirurgi , jeg skal heller ikke rede Klaksvik sygehus´ fremtid m.h.t. at bevare en operationsafdeling,  men så lære og oplever jeg så meget andet, og ikke mindst så har jeg Færøernes bedste kollegaer. Jo der sker lidt på det faglige plan, vi er nemlig en lille gruppe på 3, der vil indføre en tiltrængt amme politik på afdelingen, det skal udmunde i undervisning til resten af personalet og selvfølgelig en kontinuitet i undervisningen i amning til vores fødekvinder, så de ved udskrivelse er bedre rustet til at forsætte amningen af deres kære små. Og der er mere at gå i gang med på området, hvis kedsomheden fortsætter.
Det har bare regnet i to dage i træk og det hele ude har været gråt og trist. Det har regnet så kraftigt at 16 årige Volle har haft ca 5 cm vand stående i bunden, og vi øsede flere liter ud og påførte os gummistøvler, hver gang vi skulle ud at køre.. Ja vinduer og døre var lukkede. Så nu er den ved mekanikker og blive tætnet og tørret. Vi føler, at vi har været gået i hi og har intet foretaget os udenfor. I stedet har vi sovet, læst, spillet, strikket og computeret den. Så endelig i lørdags klarede det helt op og solen skinnede smukt på fjeldene i den klare frost. Det var som at blive lukket ud at sin hule. Hunden og jeg tog en 10 kilometer til bens, og kom hjem med masser af energi nok til en rengøring af huset og masser af vasketøj. Palle og Tim var til svømmestævne i Toftir, hvor Tim skulle stå distancen i bryst-, fri- og stafetsvømning. Det blev ikke til nogen medaljer, men til en diskvalificering, forbedring i egen tid og en dejlig dag med svømme vennerne. Lørdag eftermiddag var jeg og to naboer til koncert i kirken, Simon og en kammerat dukkede også op, med færøske bands, som spiller og synger kristne melodier og sange. Der var lavet en støttekoncert med det formål at indsamle penge til gavn for aids-ramte i Afrika. Det var en dejlig oplevelse oven på alt mørket og regnen, og de fleste bands var rigtige gode. Der var flere genre lige fra hard core til country og pop. Det er anderledes at se den lokale livredder i svømmehallen stå og fyrer den af på bedste vis med keyboard og sang. Som tidligere nævnt har færingerne mange talenter, og de musiske kunne opleves i kirken, og vi gik hjem og var dejlig opstemte og klar til en ny uge.
 

Uge 2

Puha, det er hårdt at det er blevet hverdag igen. Nu ringer vækkeuret hver morgen Kl.0700. Vi var ellers lige kommet ind i en rytme med at sove til Kl.11-12 stykker, og side oppe til langt ud på natten. Nå, men det er nu også rart med en almindelig hverdag. Det har i ugen været lidt gråt i gråt, så det er ikke meget rigtigt "dagslys" det bliver til. Godt det går i den rigtige retning med lyset.
Ellers har det været en stille uge på opleveren.
Der er gået valgkamp i den. Der skal være valg til lagtinget den 20. januar. Vi har også valgret, men det bliver nok til et kryds hjemme på sofaen. Jeg syntes det er svært at gennemskue, hvad der er det mest vigtige punkt for det færøske samfund. Men det er alligevel lidt spændende at følge med i.
Henriette er kommet med i en speciel klub på sygehuset, "klumpernes klub", den har til formål at udrydde al overvægt. Simon har travlt med sine venner, her og der og alle vegne, Tim leger med sin bedste ven Jógvan og så har svømmehallen igen åbent, og jeg forsøger at nå al det huslige og ikke mindst min cykel. Jeg er begyndt at fører statistik over tiderne på stigningen op til vandbeholderne, det forpligtiger jo.
Det er vist den kortest ugeberetning vi til dato har kunne præstere, men det har også været en uge, hvor alting har foregået helt så normalt som det kan lade sig gøre for vores familie her i Tröllagil.

Uge 1

Så er det lige pludselig 2004 og I, kære læsere, ønskes et godt nytår. Nytåret kom også til Færøerne, hvor vi havde inviteret 2 sæt venner/bekendte til at fejre det med os. Jeg havde været på nattevagt så Palle var kok, og den fordeling faldt heldigt ud. Han havde lavet maskeret blomkål, orientalsk Helleflynder og mandeltærte med is til dessert. Det var en meget hyggelig aften med sang, tjant og fjas. Vejret var r.. elendigt idet det stormede og regnende vandret hele dagen, og drengene, mest Simon, rendte rundt som løve i et bur, da det nærmest var umuligt at komme ud og fyre krudt af. Heldigvis klarede det lidt op hen under midnat, og himlen var rigtig flot med alle raketterne over fjeldene, og her gøres der ivrigt brug af nødraketter. Vi fik også besøg af vores gæsters børn, som er unge mennesker og de var så venlige også at medbringe deres kammerater, så vi var mange til affyring og efterfølgende champagne her hos os. Som I sikkert husker så havde Simon vundet en konkurrence om at vise årsskiftet på fjeldet. De 500 konserves dåser var da også i hus og blev opmagasineret ude ....... indtil skraldemanden kom og hentede affaldssækken og kom til at tage de 500 dåser med, dette 2 dage før nytårsaften, så det var umuligt at samle 500 nye dåser. Bad luck. Det var nu tvivlsomt om projektet kunne fuldføres pga vejret.
Vejret skifter en del og vi har haft alt fra smuk sne til sjap til islag og igen sne og nu er det bare gråt og trist. Alt dette på en uge. Ungerne har fået kælket og Tim nåede at kælke lige ind i forhjulene på en forbipasserende bil, han var også heldig denne gang at slippe uskadt og nøjes med skrækken og slaget. Der er en del, som løber på ski i fjeldene og lidt i gaderne, og det ser godt ud. Den ene dag var Palle og jeg på vandring i fjeldet, men måtte vende om pga. islag selv hunden  havde svært ved at stå fast.
Jeg har holdt meget fri fra arbejde, og vi har ikke lavet andet end at hygge og æde, samtidig har vi fået vendt op og ned på dag og nat, vi er gået i seng kl. 2-3 stykker og er stået op kl. 13-14 stykker. Vi har også haft mange overnattende kammerater til drengene, og det er dejligt, at de vil være her, men hvor bliver det dejligt at hverdagen igen tager sit indtog, for hvor bor vi dog tæt. Vi har fået spillet noget Matador og så basker jeg Palle i Yatzi igen og igen og igen......   Jeg er også ved at strikke en traditionel færøsk trøje til Tim ( jeg har ikke strikket i 13 år) og indtil videre går det godt, og hvis den bliver god, har jeg også lovet Simon en. Børnene har faktisk holdt fri i 3 uger, idet vi var i Valbastaður, så de tager slet ikke skade af at komme igang igen. De prøver dog at overbevise os om, at de lære lige så meget ved at være hjemme hos os, men den går ikke.
Apropros Valbastaður så skiftes bygderne til at synge nytåret ind, og i år var det altså Valbastaðurfolkenes tur, det bliver vist på tv nytårsaften kl 01 og igår blev det genudsendt. Det var altså sjovt at se Ole og Anne & Co sidde veldresseret og synge færøske viser for åben skærm. Ikke nok med det så sang de også sange som vi har sunget herhjemme med vores gæster udfra et sanghæfte, så der var flere, som vi sang med på. Jeg vil skynde mig at sige, at det virker lettere at synge færøsk efter et par snapse og flasker vin. Slut for nu.